Serenity - Nemesis AD

Nemesis AD

· Udkom

Type:Album
Genrer:Symfonisk metal, Power metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 6/10 baseret på 1 stemme.

Klar til historietime

Den tyske grafiker og maler Albrecht Dürer arbejdede sig bevidst ud af den sengotiske, anonyme stil og var påvirket af den italienske renæssancekultur og den neoplatonisk inspirerede humanisme. På den måde skilte han sig ud fra samtidens øvrige kunstnere, og med sin kunst vandt han stor anerkendelse. Selvom det er cirka 500 år siden, Dürer levede, fungerer hans eftermæle stadig som inspiration. Det bliver tydeligt på Senenitys nyeste udspil Nemesis AD, hvis sange er inspireret af Dürers kobberstik. De fire musikere omkring forsanger Georg Neuhauser beskæftiger sig både med Dürer, hans værker og hans samtid i de 11 sange, der findes på pladen, som udkom den 3. november 2023.

Kamelot-effekten

Lytteren mødes af et meget harmonisk og på samme tid varieret lydbillede. Dette skyldes ifølge bassist og backingvokalist Fabio D’Amore, som vi i forbindelse med udgivelsen af Nemisis AD fik lov til at interviewe, at hver af de fem musikere kommer fra forskellige musikalske baggrunde og dermed bidrager med hver sin indgangsvinkel til pladens samlede udtryk. Dette bliver særligt tydeligt på pladens fire singler, der alle viser lytteren en anden side af bandet. Specielt “Ritter, Tod und Teufel (Knightfall)”, der er opkaldt efter Dürers kobberstik af samme navn fra 1513, er yderst vellykket. Sangens medrivende kombination af orkesterelementer og guitarshredding borer sig direkte ind i lytterens hjerne. Derudover er denne sang en blandt meget få, hvor jeg tænker: “Der gør klokkespil og guldstøv sgu noget for sangen!” Endnu et element, der bidrager positivt til denne og de øvrige sange, er brugen af flerstemmighed, da bandet ved hjælp af deres facetrige vokalharmonier skaber et interessant og emotionelt samlet lydindtryk.
Yderligere byder pladen på et hav af ørehængere, som man næsten ikke kan undgå at nynne bare en smule med på, når albummet ligger i afspilleren, og der skrues op på fuld styrke. Ud over førnævnte er pladens ottende track, “The End of Babylon”, også sand øreguf for ostekendere. Samspillet mellem de enkelte elementer er genialt, omkvædet er virkelig syng-med-venligt, og sangen har et fantastisk flow. Det er en af den slags sange, der bliver bedre fra gang til gang. Et nummer, som blandt andet Avantasia-fans helt sikkert vil glæde sig over, er “Reflections (of AD)”, hvor guitarist Marco Pastorino, der i år er blevet officielt medlem af Serenity, har været tovholder. Sangen sprudler af teatralske og emotionelle vokalspor. For mig personligt bliver det lidt for musicalagtigt, men der er ingen tvivl om, at der er tale om musikalitet på et meget højt niveau, der tilgodeser fans af den symfoniske metalgenre. Også “Crowned by an Angel” kunne med sin drømmende og episke form være taget direkte ud af en Disney-film på godt og ondt. Nemesis AD er et 24 karat symfonisk- og power metal-album, og østrigerne kan takke producent Sascha Paeth for det flotte arbejde. Han er blandt andet kendt for sit samarbejde med grupper som Avantasia, Edguy, Rhapsody of Fire og Kamelot, og denne genres klassiske lyd går også igen hos Serenity. For Kamelot-fans er det nok også en nyttig information, at Roy Khan synger med på “The Fall of Man”.

Ost ad libitum

Nemesis AD er altså en yderst vellykket plade, der i den grad gør brug af den symfoniske metals virkemidler – og det på et tårnhøjt niveau. Det eneste, der trækker ned, er Neuhausers engelskkundskaber: Han er en helt formidabel sanger og uden tvivl en meget klog mand, dog ødelægger udtalen lytteoplevelsen her og der. Men hvis du kan lide symfonisk metal og en god omgang ostefondue, er albummet et must. Serenity har generelt fået gode anmeldelser her på sitet, og dette album er helt bestemt en værdig efterfølger til sine forgængere.

Tracklist

  1. Memoriae Alberti Dureri
  2. The Fall of Man
  3. Ritter, Tod und Teufel (Knightfall)
  4. Soldiers Under the Cross
  5. Reflections (of AD)
  6. Sun of Justice
  7. Nemesis
  8. The End of Babylon
  9. Crowned by an Angel
  10. The Sky is our Limit
  11. The Fall of Man Orchestral Version