Hvordan overgår man sig selv?

Sidste år kom jeg uforvarende til at anmelde australske Runespells første fuldlængde plade, og jeg var svært begejstret for hans evne til at komponere numre, som ville kunne begå sig i de fleste black metal subgenrer. Der er nu gået næsten et år, og i den tid har manden bag så kreeret en ny omgang black metal - men jeg er knap så imponeret i denne omgang. Der er forsøgt at skeje lidt ud uden at divergere for meget fra opskriften, men resultatet er mere velment end vellykket.

Ikke videre mindeværdigt udspil

Som udgangspunkt er formlen stadig black metal af den norske variant fra 1990’erne. Han har i den grad lyttet på lektien, og han formår at indfange den lyd, der er et af kendetegnene for den tidlige del af anden bølge. Trommerne lyder atter, som om de er købt i den lokale legetøjsforretning og er fyldt op med pakkeskum. Der er masser af tremolo og riffing, og vokalen er tilpas hæs til sagtens at kunne gå for at have råbt ad træerne i fuldmånens skær dengang du ved. Det hele lyder meget fint, og er ganske velproduceret, han spiller alle instrumenter selv og gør et glimrende stykke arbejde. Faktisk er det gennemgående en glimrende skive, hvis det ikke var fordi den fejler i at efterlade et indtryk.

Som tidligere nævnt, har han i denne omgang strejfet lidt omkring i alternativer til det primære fokus, men selv om det atmosfæriske er mere tydeligt her, bliver det stadig en endeløs strøm af ensformighed og kun lejlighedsvis blev jeg gjort opmærksom på, at jeg egentlig var i gang med at høre musik. Åbningsnummeret ”Retribution In Iron” har en dejlig intro, som lægger op til et velspillet nummer, der er så genretro, at jeg næsten får tårer i øjnene. ”Claws Of Fate” har noget lækker riffing, men så løber jeg også tør for flere ting at fremhæve. Det er ikke nok at spille ordentligt, du skal også spille noget, man har lyst til at sætte på igen.

Giv den lige 20 minutter til på 200 grader

Det er brandærgeligt, han ikke har siddet på den her plade lidt længere. Den virker forhastet, og havde han brugt bare et halvt år ekstra på at skrive om, lægge til og trække fra, havde vi siddet med en udgivelse, der havde været mere interessant og et genlyt værd. Uheldigvis er der intet, der lagrer sig, den glider simpelthen i baggrunden. Selv en veltilrettelagt bas og en overraskende god produktion, er ikke nok til slå sine velmanicurerede kløer i mig, og jeg tager mig selv i at hellere ville lytte til originalerne fremfor kopien.