Red Sun Rising - Thread

Thread

· Udkom

Type:Album
Genrer:Alternativ metal, Hard rock
Antal numre:11

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Hættetrøje eller flannelskjorte?

Red Sun Rising er et løjerligt band. De opstod i 2007 i Ohio og har i løbet af de sidste 10-11 år da også turneret og udgivet musik, men hvis man spørger bandet selv, så er det først nu, at de selv føler, at de er en enhed. Musikken er svær at kategorisere, men vi er i et grænseland mellem grunge, hard rock, syrerock og 80’ersynth, så måske at mærkaten ”alternativ rock” er mest passende.

Ohøj, Ohio

At de er fra Ohio, er tydeligt på en hel række numre, fx ”Deathwish”, der til slut lyder, som om Ennio Morricone har haft en finger med i spillet, og man kan næsten mærke den tørre vind, lugten af kvæg samt skimte vindheksene, der boltrer sig i horisonten. Thread er en spøjs udgivelse. Det er tydeligt, at Red Sun Rising har ønsket at imponere samt hylde alle deres inspirationskilder, for man kan nemt trække en hel række røde tråde til en række andre bands, alt fra Alanis Morissette til The Doors til Kyuss til Nirvana til The Cranberries osv. Men det er desværre ikke alle numre, der er lige spændende. 12 numre er måske også lige ambitiøst nok, hvis man tænker på, at det blot er album nummer to. I hvert fald 4-5 sange kunne man godt have skåret fra eller gemt, da de enten er kedelige eller alt for ens. Sange som ”Left For Dead”, ”Stealing Life” og ”El Lazo” er i bund og grund blot den samme countryrock-ballade, der lidt lyder som Nickelback i 90’erne. Omvendt så byder numre som ”Deathwish”, ”Evil Like You”, ”Clarity” og ”Veins” på en noget mere eksperimenterende og vovet stemning. Det virker lidt, som om at Red Sun Rising skrev de 4-5 spændende sange og så ellers valgte at fylde albummet med ligegyldigheder, og derfor kan jeg ikke lade være med at tænke, at Thread kunne have været en ret stærk EP i stedet for at være et småkedeligt album. De er ikke dårlige musikere, og albummet er ikke dårligt produceret, men de må blive enige med sig selv om, hvad de vil, og hvem de er som band. For de beviser igen og igen på albummet, at de mestrer den alternative og eksperimenterende lyd, så jeg kan slet ikke begribe, at de har følt et så stort behov for bare at fylde albummet op med komplet ligegyldige numre.

Fokuser og kom til sagen!

Thread mangler simpelthen nogle retningslinjer og en rød tråd. Jeg er helt med på idéen om, at det skal være alternativt, syret og uforudsigeligt, men så skal man også være konsekvent. For det falder totalt til jorden, når man skal pløje sig igennem de helt standardiserede og generiske countrysange, der optager cirka halvdelen af albummet. Så beslut jer! Vil I være alternative og flippede eller konforme og leverpostej?!

Tracklist

  1. Fascination
  2. Left For Dead
  3. Deathwish
  4. Stealing Life
  5. El Lazo
  6. Lonely Girl
  7. Veins
  8. Clarity
  9. Benny Two Dogs
  10. Rose
  11. Evil Like You