Dark side of the mirrorball

To selvmord har decimeret mængden af de leveringsdygtige blandt Seattles store grungebands. Cobain og Cornell er væk, uden dem er Nirvana og Soundgarden en saga blot. Derfor er det altid en glædelig nyhed, når Pearl Jam udgiver nyt, de er jo nærmest en institution på højde med Rolling Stones, Olsen Banden og Rema 1000. Her i huset er alle fans. For konen kan bandet nærmest ikke gøre noget forkert. Måske lige når de larmer lidt for meget som på Vitalogy, men det er lige præcis der, overtegnede kommer rigtigt op at køre. Der er dog bred enighed om, at bandet de sidste tyve år har leveret ganske solide plader - måske fraset den forrige Gigaton. Pearl Jam er afgjort bedst, når de rocker igennem, men selv de stille numre kan noget. Gutterne her ved, hvad de laver, har lært af de bedste, ikke for ingenting har de været backingband for Neil Young, og nu er vi snart 30 år på den anden side af spejlkuglen.

Pendulet svinger

Eddie Vedder kalder Dark Matter deres bedste. Selvfølgelig gør han det. Den er undfanget på kun tre uger i et studie i Malibu og er umiddelbart et gigantisk skridt frem i forhold til forgængeren Gigaton, deres corona-album. En gryderet der manglede salt. Nu er bandet, og resten af verden, fri af pandemiens knusende vægt. Det kan mærkes allerede fra start, for ”Scared of Fear” er god gedigen rock. Eller grunge, hvis du foretrækker det prædikat. Tilsæt lidt genial fuzz på bassen og voila, har du ”React, Respond”, som følger lige efter, hvor pedalen er så meget i bund, at nummeret kunne have været med på Vs, bandets temmelig hårdtrockende andet album. Ved tredje skæring ”Wreckage” kommer det afdæmpede og sjælfulde ind, en sangskrivning der har været præsent lige fra deres herostratisk store debut. Kendetegnende for den type Pearl Jam er midttempo, cleanguitarer, stemning og melodi. På Ten besad sangene en skævhed, der gjorde dem sært originale - den model, vi møder her, har de brugt siden den selvbetitlede Pearl Jam (2006). Og ”Wreckage” skal nok blive storsunget på alverdens stadioner. Et ikke helt stille men afdæmpet nummer af den slags, der sniger sig ind på lytteren. Her viser sig nu den skabelon, albummet er sekvenseret efter, det svinger som et pendul fra rock til afdæmpet rock fra start til slut. God afveksling. 

De stille numre kræver i starten lidt tålmodighed, men man belønnes som regel til slut, for eksempel i ”Upper Hand”, hvor bandet går op i tempo, og Vedder synger akkompagneret af en lang og ret stabil solo. Titelnummeret og ”Running” er decideret hårdtrockende og riffbaserede, mens ”Waiting for Stevie” er tæt på at ramme noget, bandet ikke er lykkedes med siden deres debut. Egentlig er det bare rock, men i en underlig parring med Vedders sjælfulde smertelige vokal, der passer mere til en ballade. De gør noget nyt der, noget andet, sært og originalt og igen er den afsluttende solo helt fantastisk. Dem skorter det ikke på, soloerne. De uddeles med rund hånd og er åndssvagt fede. 
Mange, næsten alle, Pearl Jams album slutter med en slags ballade, der gerne eksploderer til sidst. Også ”Setting Sun”, med orgel og bongotrommer. Der er i hvert fald en anden trommelyd. Afdæmpet men mere gademusikalsk. Som sædvanligt overrasker de midtvejs og sætter den op i gear. På lydsiden kan anmelderen, med armen vredet brutalt om på ryggen, godt overtales til at fluek----e. Det er lilletrommen. Den er fuldstændig isoleret i mixet, ligger helt for sig selv. Nok et symptom på at lyden er meget pæn.
 

Glem referencerne og lyt

Selvom omslaget minder stilistisk og grafisk om den depressive Binaural, er der ikke andre ligheder med det album. I mine ører ligger Dark Matter derimod godt i slipstrømmen på Pearl Jam og alt derefter. Der er lige dele rock og poprock. Alt er solidt, og der er faktisk lidt af den vilde og tilpas skæve grunge tilbage, som var at finde på bandets første tre fremragende fuldlængders. Selvfølgelig er der ikke en ”Alive” her, det var nok også for meget at forlange og forvente. Men pakkes sammenligningerne med ældre mesterværker væk, er her et genkendeligt Pearl Jam i absolut fineste form. Eddie synger stadig med lige stor indlevelse, sært skrøbeligt og indimellem brøler han særdeles kraftigt igennem, mens bandet spiller med testosteronet sprøjtende ud af ørerne. Hele albummet skal nok gøre inspiratoren Neil Young misundelig.