’Come not between the Nazgul and his prey!’
Udover Bibelen må Ringenes Herre være det litterære værk, som – på den ene eller den anden måde – har influeret blackmetallen mest. Bandnavne, albumtitler, sangtitler, konceptalbum, lyrik … you name it! Der er endda dem, der vil mene, at ’Tolkien-black’ er sin egen sub-sub-subgenre. Det er måske også at gøre lidt meget ud af det, men ikke desto mindre så har den gode John Ronald Reuel Tolkiens værker haft en enorm indflydelse på metallen helt generelt, men særligt black og power. Amerikanske One of Nine lægger bestemt ikke skjul på at være et sådant Tolkien-band, og hvis ikke det var, fordi der allerede var dusinvis af bands, der hedder Witch King og Nazgul, så havde de nok valgt et af de to navne i stedet. Men uanset navnet så er Nazgulen på jagt, og vi ved jo godt, at man ikke skal stå imellem en sådan og dens bytte!
’Do not bandy words in your insolence with the Mouth of Sauron!’
Det er umuligt at sige ’Tolkien-black’ uden også at sige Summoning. Det er dem, alle tænker på, det sekund de to ord sættes sammen – og det er da også dem, som stort set alle andre Tolkien-influerede black metal-bands efterligner. På debuten lød One of Nine nok tættere på Emperor og Dimmu Borgir, men på Dawn of the Iron Shadow har de bestemt vendt næsen mod Østrig i stedet for Norge. Dungeon-synth-keyboardet har fået lov at stå i front, og guitaren fokuserer ikke længere på storladne riffs, men i stedet på klassiske atmosfæriske rytmer og akkordrundgange.
Jovist, nu og da dukker der aspekter af netop både Emperor og Dimmu Borgir op som på “Of Desperate Valor” eller “Dreadful Leap”, en det er vand sammenlignet med tidligere værker – desværre. Ikke at der er noget galt med at emulere Summoning, men de sidste par år er der bare rigtigt mange bands, der har valgt at lade sig inspirere af netop dem. Så den lyd, der engang var forholdsvis unik, er nu ved at være en kende passé og banal samt netop ekstremt forventelig af et Tolkien-black-band. Nu og da skruer de dog så meget op for kælderkeyboardet, eksempelvis på “Quest of the Silmaril”, at vi nærmest havner helt nede i krypten hos Order of Nosferat. Det fungerer faktisk udmærket for et band, hvis navn er en reference til de ni udøde ringånder, der forpester Midgård med deres blotte tilstedeværelse. Ydermere benytter bandet sig af diverse passager fra Ringenes Herre, eksempelvis “Parley at the Gates”. Her påtager vokalisten Fellrider of Northern Unlight sig rollen som Saurons Mund og læser vedkommendes tale til Aragorn ved Den Sorte Port højt. Det er en fremragende intro og er med til virkeligt at sætte en stor fed streg under både bandets og pladens intentioner. Normalt er jeg ikke kæmpe fan af den slags, men hér fungerer det rigtig godt. Ergo fejler bandets evne til at formidle og fortælle absolut intet. Desværre siger det en del, at det ikke er de musikalske indslag, der gør det største indtryk på en.
'Neither living nor dead’
Overordnet set gør One of Nine intet forkert. Dawn of the Iron Shadow er en ganske fornøjelig udgivelse, som ikke træder nogen over tæerne, trods sine jernbeslåede støvler – desværre. Skiven her mangler simpelthen gravitas, og trods det faktum at den er baseret på et af de mest episke værker nogensinde, så mangler den netop episke momenter. For nok er der ingen dårlige sange på albummet, men der er desværre heller ingen, der giver en lyst til at trække sin klinge og stikke pelsfodsnisser ned. Man kan hverken mærke vreden, ondskaben eller magten fra Herskerringen; derimod kan man mærke kedsomheden komme krybende stille og roligt, som var det Gollum selv, der sneg sig ind på en for at stjæle sin dyrebare tilbage.