Heftige hymner fra de herrer Martensson og Atkins

Ny Nordisk

Pladeselskabet Frontiers Music har for vane at bringe deres respektive kunstnere sammen i nye og spændende konstellationer. Denne gang er det den svenske producer/musiker Erik Martensson fra Eclipse og W.E.T., der er blevet parret med danske Ronnie Atkins fra de efterhånden legendariske Pretty Maids. Projektet hedder Nordic Union - det er melodiøst, vellydende og lige præcis, som man kunne forvente.

Melodiøs Power Hard Rock

Når først man har hørt, hvem de to hovedpersoner bag Nordic Union er, så danner man sig stille og roligt en ide om, hvordan resultatet bliver: Melodiøs hard rock med potent guitar, masser af keyboard, klassisk heavy-vokal og kompositioner, som af og til minder om den slags datidige poprock, man fandt på soundtracket til filmen Top Gun. Med masser af vand på 80'er-trommen og daggammel eyeliner i hele fjæset får de nordiske gutter hjerte til at rime på smerte på det ene ganske forudsigelige nummer efter det andet. Ikke at det er dårligt - slet ikke - der er smæk på, fed vokal, gode ørehængende melodier og fabelagtigt guitarspil på

hele skiven. Men det kommer hurtigt til at fremstå trivielt og ensformigt. På de første fire skæringer er det nemt at købe præmissen fuldstændig betingelsesløst. Lyt eksempelvis til åbningsnummeret “The War Has Begun” i videoen herunder. Man bliver øjeblikkeligt revet med af energien hos de to herrer - i høj grad takket være Erik Martenssons yderst overbevisende guitarevner og Ronnie Atkins’ heftige vokal - men ca. en tredjedel inde i albummet sætter kedsomheden ind. Trods de fornuftigt komponerede og yderst kraftfulde skæringer, er det ganske enkelt bare, som om man får for meget af det gode.

Same same - but different...

Jeg vil bestemt anbefale fans af Pretty Maids, og genren generelt at tjekke Nordic Union ud. Inden for denne genre befinder vi os i den pæne ende af kvalitetsskalaen, men man skal dog huske på, at samtlige sange er skåret over den gode gamle velkendte skabelon, så hvis man er på jagt efter overraskelser, bliver man slemt skuffet. Hver for sig fungerer de enkelte numre super fedt og sidder lige i skabet, men med for meget af det samme hele tiden, er det ikke et album, der er særlig helstøbt.