Johan og Johan

Skånske Nonexist er et band med en noget rodet historie. Oprindeligt startede bandet tilbage i 2001, kort tid efter at bandets skaber, Johan Liiva, var blevet enig med resten af Arch Enemy om, at han ikke skulle være deres sanger længere. Men Liiva har altid været en mand med mange jern i ilden, så derfor overlod han Nonexist til Johan Reinholdz tilbage i 2015. Og nu, fem år efter, er bandet klar med sit fjerde album: Like The Fearless Hunter.

En ode til Sverige

Der er skrevet tykke bøger (eller måske en enkelt pjece eller to) om svensk dødsmetal, forskellene på gøteborgske og stockholmske bands samt hvordan metalcore næppe var blevet opfundet, hvis ikke det havde været for bands som In Flames. Like The Fearless Hunter er nærmest som et opslagsværk vedrørende netop svenskerdød, for det er, som om Reinholdz bevidst har ønsket at skabe et album, der skulle være en homage til det svenske metalbidrag. På albummets 12 sange hører vi bidder og elementer, der minder om nærmest alle de store svenske bands, lige fra Entombed, Hypocrisy og Dismember og Bloodbath, men der er også de mere melodiske sider, der får en til at tænke på In Flames og Dark Tranquility, og hvis det ikke var nok, så er der også tilpas meget thrash, til man kommer til at tænke på The Crown. Ergo er Like The Fearless Hunter lige så svensk som surströmming, Astrid Lindgren og politisk korrekthed. Dette betyder dog også, at albummet – som sådan – ikke byder på noget nyt eller banebrydende. Det er alt sammen gjort og hørt før, men hvis man elsker lyden af svensk dødsmetal fra 90’erne og start 00’erne, så vil man – med rimelig sandsynlighed – være pjattet med Nonexists nyeste album. Albummets største problem er dog, at det netop prøver at favne samtlige former for svensk metal på én gang. Dette fører ofte til nogle melodiske passager, der drukner i brutalitet og trommetorden, eller nogle alt for abrupte skift, som giver musikken et diffust udtryk – lidt, som om bandet ikke kunne blive enige, om hvilken musikalsk retning de skulle gå og i stedet laller rundt i en musikalsk rundkørsel. Dette er dog ikke altid helt skidt, et nummer som ”A Meditation upon Death” rummer nemlig alt, hvad der er godt og skidt ved Like The Fearless Hunter. Nummeret har virkelig mange skift og forskellige elementer, og opdelt er hver passage helt genial, men sat sammen er det noget af en suppedas.

Derudover er det altså er ret langt album, med 12 numre og en spilletid på omkring 50 minutter – det er ret meget svensker død – og få af sangene sidder sådan rigtigt fast.

Men hvem er I!?

Johan & co. spiller fremragende. De ved præcis, hvordan svensk dødsmetal skal lyde, og albummet er som sådan velproduceret (sammenlignet med de albums, som deres helte fra 90’erne lavede). Deres kærlighed til deres nationale scene er også tydelig, men bandets største problem er, at de simpelthen mangler identitet. For man sidder hele tiden og tænker, ”hov, det der minder sgu da om X-band!”. Så Nonexist burde finde ud af, hvad de kan, som ingen andre kan, i stedet for at fokusere så meget på, hvordan de kan lyde som deres barndomshelte og kolleger. For både talent og potentiale er der, så er det bare et spørgsmål, om kreativiteten er der.