Pæn og melodisk kristen hard rock, med fornuftigt potentiale, eksekveres alt for slattent... Desværre!
Det svenske ægtepar Frida og Martin Viberg er folkene bag My Endless Wishes. Efter dannelsen i 2005 har der været skiftet lidt ud i deres line-up, og den rigtige konstellation blev først fundet kort før udgivelsen af demoen Never Walk Alone fra 2009. Nu er de aktuelle med deres første full-length album, der ganske enkelt hedder My Endless Wishes. Nightwish, Within Temptation og Evanescence er de bands, som hr. og fru Viberg har hentet inspiration fra til deres melodiske kristne hard rock. Blandingen af det hårde, men meget melodiøse, og med Gud i det absolutte centrum i teksterne, er omdrejningspunktet for My Endless Wishes, der helt bestemt besidder et interessant potentiale, men desværre falder igennem på nogle afgørende punkter.
Vokalen er det første man lægger mærke til. Den er overraskende stærk og lægger sig tæt op ad Amy Lee (Evanescence) i stil og udtryk. Dog savnes der en anelse mere pondus og gennemslagskraft sammenlignet med forbilledet, men ret skal være ret. Amy Lees stemme er svær at leve op til! Martin Vibergs guitar er knap så glimrende. Selvom riffs og det generelle drive i guitarspillet er ok, så er lyden simpelthen for tynd. Nok kan man komme langt med fed teknik, men hvis effektpedalerne er sat forkert til, kan det hele være temmelig ligegyldigt. Isoleret set, har guitaren samme lyd som noget pop/glam fra 80’erne og fremstår alt for poppet, pæn og poleret. Det havde klædt lydbilledet med en noget fyldigere lyd med flere nosser og mere kant. Generelt set skinner det for tydeligt igennem, at budgettet ikke har været det højeste. Der er for mange skønhedsfejl i produktionen, og det er ærgerligt. Det er bestemt ikke en dårlig plade, hvis man er til kristen hard rock, for man aner tydeligt, at My Endless Wishes har fat i den lange ende på mange punkter med god energi og gode melodier. Men produktionen skal simpelthen være bedre, end det er tilfældet her!
Tekstmæssigt er albummet lige en tand for kristent til min smag. Respekt for deres religiøse overbevisning – det skal ikke trække ned i bedømmelsen, at de er super kristne. Men det bliver lige lovlig langt i spyttet, og en ret så sej omgang at komme igennem, når tematikken konstant er opnåelsen af den evige frelse, lovprisning af Herren osv... Helt slemt bliver det på nummeret "Stronger", der med sit endeløse skrigeri om, at ingen her i verden kan overbevise fru Viberg om noget som helst andet end Herrens ord, gør det svært ikke at skifte videre til næste nummer. I fald man vælger at skifte, ligger der så til gengæld en stor belønning; Næste nummer, "Silent Tears", er nemlig absolut pladens bedste. Det skiller sig ud som et fedt og dynamisk nummer med lækre riffs, samt den tidligere efterspurgte tunge guitar, på en ellers lidt for ensformig plade. Hvis bare resten havde været i samme stil. Det ville have klædt bandet og, ikke mindst, have bragt dem op i samme liga som deres forbilleder, havde produktionen bare været markant bedre og numrene en anelse mere varierede.
Mit umiddelbare indtryk af My Endless Wishes, er lidt i retning af; Satans, hvor er det ærgerligt! (uden at man i øvrigt skal tolke det udtryk i nogen som helst religiøs retning...!). De kunne snildt have begået en ganske hæderlig plade, men der er simpelthen for mange produktionsmæssige fodfejl og for lidt variation. Men de bliver spændende at følge fremover!
My Endless Wishes - en lille teaser fra pladeselskabet
