Restemad eller gourmet?
Når du har konstateret, at kærlighed ikke er nok, begynder du åbenbart at brumme af smerte. Det er i hvert fald rækkefølgen på amerikanske Converges udgivelser her i 2026. Først fik vi Love Is Not Enough, og få måneder efter blev Hum of Hurt sendt på gaden. Sidstnævnte indeholder 10 numre fordelt på 33 minutter, hvilket er den perfekte længde i undertegnedes optik til en hardcore plade fyldt med kaos. Men benytter amerikanerne tiden optimalt eller er dette en opsamling på de rester, som ikke passede på Love Is Not Enough? Selv siger de, at de havde optaget så meget materiale, at de opdagede, der var nok til to udgivelser. Bandet beskriver ligeledes, at albummet tager udgangspunkt i det virkelige fænomen The Hum. En mystisk, dyb brummen, som nogle mennesker kan høre, men ingen kan forklare. Nogle menes at drives til vanvid af denne brummen og ende med at begå selvmord. I denne forbindelse bruges fænomenet som en metafor for al den smerte og lidelse i verden, der samler sig til én konstant, usynlig støj.
En kaotisk og kontrolleret feberdrøm
Skiven starter med, hvad man kan kalde, klassisk Converge, hvor kaos er bundet op på total kontrol. Lytteren får skæve riffs, ubarmhjertig intensitet og følelsesmæssig råstyrke i lydsporet. Men alt dette til trods, er åbningsnummeret "Slip the Noose" også en lidt intetsigende omgang. Hvilket er en skam, når gruppen er kendt for at sparke døren ind fra første sekund. Her føles det mere, som om de høfligt banker på. Til gengæld får man, heldigvis også Converge, når de er bedst. Hvilket sker på "It Only Gets Worse". Hvis du har mere end 30 somre bag dig, så ved du, at titlen er overraskende sand. Nummeret er en musikalsk centrifuge, der slynger lytteren rundt uden nogensinde helt at miste grebet. Man aner ikke, hvor nummeret tager en hen, og det er lige dele befriende og frustrerende, uden det kammer over og bliver irriterende.
Samtidig ved de erfarne herrer, hvornår de skal trække i håndbremsen, hvilket sker på "Detonator". Her skrues der ned for tempoet, og Jacob Bannons desperate vokal får lov at fylde det skæve lydbillede, mens guitaren mest af alt hænger i baggrunden og skaber en ubehagelig stemning. Det giver albummet et tiltrængt pusterum, uden at pulsen for alvor kommer under 100 på noget tidspunkt. Et af albummets højdepunkter er "Dream Debris", hvor den beskidte bas får lov at dominere, inden resten af bandet langsomt melder sig til. Nummeret føles næsten som en feberdrøm, og der er tid til fordybelse med varigheden på hele seks minutter.
Hvor der normalt er nogle gevaldige ørehængere på Converges skiver, så glimter de desværre i deres fravær denne gang. Det mest fængende nummer er førstesinglen og titelnummeret ”Hum of Hurt”, der slider godt på repeatknappen. Det repetitive guitararbejde passer perfekt til historien om den evige brummen, og melodien bliver hængende længe efter sidste tone. Men jeg må samtidig også erkende, at titelnummeret på Love Is Not Enough sad væsentligt hurtigere fast i hukommelsen.
Sæt dig ikke for godt til rette
Er konklusionen så, at Hum of Hurt er en bunke frasorterede idéer, der ikke var gode nok til Love Is Not Enough? Nej, det vil være en uretfærdig dom over dette udspil. For Converge har endnu en gang skabt et stærkt værk, hvor balancen mellem kaos og kontrol er - næsten - lige så imponerende som altid. Til gengæld når albummet aldrig samme højder som forgængeren. De 33 minutter flyder fint sammen til én mere eller mindre samlet oplevelse, men netop derfor drukner flere numre også i mængden, og de helt store øjeblikke udebliver. Det er en plade, der høres bedst fra start til slut ud i ét, og shuffle-knappen kan derfor roligt få en fridag, når Hum of Hurt fylder hørebøfferne.
