Morads - Resurrection Ritual

Resurrection Ritual

Udkom

Type:EP
Genre:Sludge metal
Antal numre:3

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Opdagelsesrejsende med højtalere og lænestol

At anmelde en plade er ofte meget sammenligneligt med at begive sig ud i et sumpområde, stå i vand til livet, udfordre det lokale planteliv til fægteduel og ellers bevæbne sig med tålmodighed for at få en ide om, hvor i alverden man befinder sig. Med andre ord: Man skal igennem et morads. Er det derfor, fire gutter fra hovedstaden har kaldt deres band for Morads? Næppe – det refererer sandsynligvis mere til det lydbillede, de præsenterer på deres netop udgivne debut-ep, Resurrection Ritual.

Spil nu bare den sludge metal

Det er en beskidt og sammenfiltret omgang, hvor den metalliske krydderihylde er ganske velbesøgt – død, doom, thrash, groove og sågar et strejf af rock’n’roll bliver det til. Thrash kombineret med død og groove er umiddelbart ikke et sjældent syn, men tilføjelsen af doom kunne godt gå hen at blive yderst interessant. Eller bare falde fuldstændig til jorden og gøre Resurrection Ritual til århundredets makværk, men lad os nu se.

Man skal dog ikke langt ind i åbneren ”World of Despair” for at gennemskue præcist, hvad en sjat doom bidrager med i Morads’, ja, morads. Trækker man groovy doom igennem mudderet, får man ganske enkelt sludge metal – og en ganske hæderlig en af slagsen. Buldrende rytmer og et beskidt tilbagelænet riff giver følelsen af at sidde i en sumpbåd og cruise gennem det grumsede vand i Louisiana bayouen. Vokalens vrissende growl og nummerets dødsmetalliske skift sørger dog for at sparke dig i ansigtet og minde dig om, at den lokale politistation ikke brænder sig selv ned. Men nu er ildspåsættelser af ordensmagtens bygninger noget, der sjældent går ubemærket hen. Så ”Psychotic Limbo” sørger da også for at sende dig godt afsted med et glimrende riff, der skriger biljagt igennem grus, mudder og andre tvivlsomme og ujævne vejbelægninger.

Men nu er der et ordsprog som siger, at forbrydelse ikke betaler sig, og trods Morads viser glimrende takter, har Resurrection Ritual en del øjeblikke, der er mindre gennemtænkte end folkeskolereformen. Fælles for dem alle er, at Morads lyder til at have samme problem som teenagepiger, der skal vælge tøj til en fest – der er simpelthen for meget at vælge imellem. ”World of Despair” fungerer i fire minutter for derefter ud af ingenting at slå over i det mest tanketomme klap-på-to-og-fire-groove-stykke siden Volbeats dannelse. ”Psychotic Limbo” lyder som fem forskellige numre, der fader ind og ud på kryds og tværs af hinanden, og ”Morads” har samme problem plus unødvendige start-stop-sektioner, der sørger for, nummeret aldrig rigtig kommer i gang.

En ting ad gangen

Hvis en af drengene i Morads havde skåret igennem, bandlyst tanketomme thrashriffs og uinspirerede groovesektioner, så havde Resurrection Ritual været en langt bedre og meget mere sammenhængende ep. I stedet får man en ep, der starter ualmindeligt lovende med beskidte riffs og gyngende rytmer, men som ender med at være mere skuffende end håbet om hotte singler på nettet, efter man har installeret Adblock.

Tracklist

  1. World of Despair
  2. Psychotic Limbo
  3. Morads