Der gror ikke mos på en månesten
Moonspell har altid været et band i konstant bevægelse. Deres lyd har udviklet sig nærmest nonstop lige siden deres debut tilbage i 1995. Fra black metal til goth, til industrial, til melo-death, til doom og tilbage igen. De kære portugisere har altid brystet sig af, at de aldrig laver et album, der lyder som det foregående, og de har altid været klar til at stå fast, når folk så gik i selvsving over de mere underlige album som Sin / Pecado eller The Butterfly Effect. For små fire år siden sad jeg med 1755 – som er et mesterværk – og nu er tiden så kommet til Hermitage. Et album, hvor alle de store visioner og armbevægelser er fjernet, og i stedet får vi et mere tilbagelænet og introvert Moonspell, men er det nu en god ting?
En provokerende affære
Jeg interviewede Fernando sidste år, og da jeg spurgte ind til det kommende album, fortalte han mig, at de har brugt samme producer som Katatonia. Men efter at have hørt Hermitage igennem igen og igen, må jeg konkludere, at jeg simpelthen har hørt forkert, og at det, Fernando i virkeligheden sagde til mig, var, at de har brugt en producer, der var katatonisk. Det må være den eneste mulieg forklaring på, hvorfor bandets 13. album lyder så fladt, så kedeligt og helt utroligt ulig Moonspell. Først på albummets SYVENDE nummer, ”The Hermit Saints”, får vi noget, der bare minder om Moonspell, og først der ruller Fernando sig for alvor ud – for nok er resten af musikerne dygtige og kompetente, men uden Ribeiros vokal ville Moonspell ikke være Moonspell. Trods det faktum er hans vokal decideret spag, anæmisk og tam. Der er ingen gennemslagskraft og ej heller ingen sexet croonervokal – bare svag hvisken og tilbageholdt svanesang.
Næste problem opstår, da man opdager, præcis hvor lang Hermitage føles, for bevares, man får da 10 sange og en spilletid på en lille time, men det føles som meget, meget mere – og ikke på den gode måde. Af en eller anden årsag har bandet tænkt, at de måske var Pink Floyd, så næsten samtlige numre bliver holdt kunstigt i live med unødvendige instrumentale passager, der bare væver derudad – komplet formålsløst. Hvilket er dybt irriterende og næsten provokerende, for nu har Moonspell – gennem 30 år – vist os, at de sagtens kan spille og skrive musik. Deres diskografi er fyldt med geniale riffs, superfede guitarsoloer og andet godt, men alt det er nu erstattet af ligegyldig klimperi. Det mest fornærmende bidrag må være ”Solitarian”, et fire minutters instrumentalt intermezzo, der er lige så spændende og varieret som dvd’en med julepejsen. Og som ekstra salt i såret, så er det ikke den eneste af sådanne på albummet – næ, næ – for hele herligheden slutter da af med endnu et ligegyldigt indslag i form af ”City Quitter (Outro)”, der dog ”kun” varer tre minutter – halleluja!
En kæmpe ommer!
Hermitage er en ørkenvandring uden lige. Jeg ved ikke, om figuren på albummets cover er på vej væk fra albummet, men i så faldhar han min fulde sympati: Moonspells 13. album er en hån imod bandets mange fans. Vi får serveret 10 numre, hvor ét enkelt lige formår at skille sig tilpas meget ud til at blive bemærket, men aldrig var kommet med på tidligere albums som Extinct, Irreligious eller Alpha Noir. Resten føles som, ja, en ørkenvandring. Man går og går og går og kommer absolut ingen vegne. De lyder alle som en del af samme, lange og ligegyldige alen, der er nærmest ingen variation og ingen temposkift, og albummets underligt flade produktion og mix gør det kun værre. Jeg er ked af det, men det her er fandeme en ommer, Moonspell, og nok er vi kun i februar, men jeg kan ikke forstille mig, at 2021 leverer en større musikalsk skuffelse!
