Verdens langsomste debut?
Jeg må blankt indrømme, at jeg skulle grave dybt i min hukommelse, da redaktøren smed nyt fra Metal Cross i min indbakke. Men jo, ud af glemslens tåger trådte svage erindringer om et dansk undergrundsband fra 80’erne og ikke mindst noget klassisk, old school speed metal. For den er god nok. Tilbage i mit personlige favoritårti udgav Metal Cross et par sagnomspundne demoer, men udover en række koncerter, bl.a. med legenderne i Artillery, blev det aldrig rigtigt til mere. Synd, for der var absolut potentiale til noget større, og det skal der tilsyneladende laves om på nu. For de gamle gutter har genopdaget kærligheden til metallen, og derfor skal fortidens uforløste drømme leves ud. Metal Cross har egentlig været sammen igen siden 2014, men først nu er de klar med Soul Ripper, der rent faktisk er et debutalbum!
Kluddermor og kærlighed
Lad mig bare slå fast med det samme, at Soul Ripper egentlig er en ret herlig skive. Det er tydeligt, at Metal Cross (findes der i øvrigt et mere ”metal” bandnavn?) er et erfarent band, der ved, hvad de laver. Alt er således professionelt udført, og albummet lyder moderne uden på nogen måde at være overproduceret. Sangene er, med få undtagelser, velkomponerede og guitararbejdet, især Michael Steen Sørensens soloer, holder hele vejen. Den nye forsanger, Esben Fosgerau Juhl, gør det i øvrigt også fortrinligt. Men hvorfor er jeg så alligevel ikke overstrømmende af begejstring? Jo, det er der faktisk flere grunde til.
Først og fremmest sidder jeg konstant med den fornemmelse, at man har hørt gruppens mix af speed, thrash og klassisk 80’er-metal tusind gange før. Det gælder fx på ”Memento Mori”, der starter med et, indrømmet, herligt Saxon-riff. Ja faktisk følte jeg mig nødsaget til at tjekke, om ikke gode gamle Biff mon allerede have brugt den titel. Titelnummeret domineres af et klichefyldt Volbeat-riff, mens den gennemgående melodi på ”Written In The Sand” også virker som lige lovlig meget genbrug. Det er i øvrigt en sang, der starter lidt balladeagtigt, men hvis indtryk forstyrres af flere høj-tempo stykker og soloer. Resultatet bliver, at det, der nok skulle fremstå som en episk historiefortælling, ender som lidt af en uforløst rodebutik.
Ser man bort fra denne musikalske omgang kluddermor, er der en pæn portion ensformighed over Soul Ripper som helhed. De ellers for det meste godkendte riffs bliver sværere og sværere at skille fra hinanden efterhånden, som man lytter sig igennem albummet, og specielt den massive brug af trommernes dobbeltpedaler bliver hurtigt ret enerverende. Det er synd, for der er masser af fed energi på det her udspil, og kærligheden til den traditionelle metal skinner absolut igennem. Det, der står skarpest, er alle de melodiske og velspillede guitarsoloer, der er strøet med nænsom hånd ud over hele pladen.
Vi ses derude!
Soul Ripper er med andre ord et album, der stikker lidt i flere retninger. Der er absolut gode ting at komme efter, og man kan ikke undgå at glæde sig til at opleve veteranerne på en dansk scene i den kommende tid. Men man sidder alligevel med den klare fornemmelse, at havde Metal Cross dog bare fået chancen for at udgive nogle skiver i 80’erne, hvor de tydeligvis hører hjemme, var det blevet til meget mere end dette.
