Næste evolutionære stadie
Som barn af det nye årtusinde, eller blot novice udi de tunge toner (no shaming intended), er det ikke overvejende sandsynligt, at navnet ’Mercenary’ umiddelbart får klokkerne til at kime. Fuldt forståeligt, om end bedrøveligt. Aalborgenserne havde i fordums tid tenderende royal status i dansk metals øverste kredse og satte i starten af 00’erne helt nye standarder for progressiv ’melodød’ med skelsættende udgivelser som Everblack (2002) og 11 Dreams (2004). På trods af flere tilløb udeblev det store internationale gennembrud, og i 2009 væltede korthuset endegyldigt. Længere tids stridigheder om den kunstneriske retning resulterede i hele tre medlemmers afgang, og Mercenary befandt sig pludselig ved en regulær korsvej. Det danske metalmiljø har grundet hændelsesforløbet ofte refereret til henholdsvis ’det nye’ og ’det gamle’ Mercenary (eller ’v. 1.0’ og ’2.0’, om man vil). Nu skriver vi så 2023, og med udgivelsen af Soundtrack to the End Times har sidstnævnte tilføjet tredje kapitel til Mercenarys samlede værker, der i dag består af hele otte bind. Derfor virker det også omsonst fortsat at sondre mellem generationer. Langt mere nærliggende fremstår spørgsmålet, hvorvidt Mercenary efter ti års fravær stadig formår at opretholde sin relevans på en scene, der har været i rivende udvikling gennem det seneste årti.
Ny arkitektur, velkendt design
Darwins evolutionsteori beskriver i korte træk, hvordan alle jordens levende organismer deler et fælles ophav og således har undergået divergerende udviklingsprocesser baseret på naturlig udvælgelse frem til i dag. En yderst passende betegnelse af Mercenarys metamorfose, der varslede et skiftende udtryk fra svanesangen Architect of Lies (2008). Pist borte var de atmosfæriske deathrash-flader og den mørke melankoli og i stedet erstattet af et højenergisk lydtæppe domineret af hårdtpumpede ’core-beats’. For at fastholde terminologien, så savnede dette redaktionsmedlem det, man med rette kunne kalde ’the missing link’. Det melodiske islæt var dog sat betydeligt mere i højsædet på efterfølgeren, der dog aldrig for alvor formåede at tænde den indre flamme i mig.
Dernæst tavshed, og som årene gik, svandt håbet om forløsning … Lige indtil en ellers uanselig forårsdag i 2020, hvor Spotify gjorde mig opmærksom på singleudgivelsen ”From the Ashes of the Fallen” – et nummer, der for alvor bar løfte om et omslag i vinden. Med masser af melodramatisk flair samt en buldrende dobbeltpedal er åbneren, ”Burning in Reverse”, så klassisk Mercenary, som de kommer. René Pedersens klagende high-pitch proklamerer med dybfølt mismod, hvordan vi som slaver af teknologien har mistet vores identitet og i stedet ser os nødsaget til at opsætte en falsk maske af forfængelighed. En yderst lovende start, der dog ikke følges helt op af den ellers højt profilerede ”Heart of the Numb” med Matt Heafy fra Trivium som gæstevokalist. Et lidt generisk nummer, der grundet sine singalong-venlige passager alligevel nok skal finde vej til kommende sætlister.
Til gengæld kan i flæng nævnes ”Where Darkened Souls Belong”, ”A Darker Path” og ”Become the Flame”, der alle påkalder sig de helt store superlativer. Spektakulær auditiv arkitektur i form af broen mellem fortid og nutid konstrueret af alle de virkemidler, der karakteriserer et helstøbt opus a la Mercenary: sørgmodig lyrik, tempovarieret trommespil samt growl og ren vokal i perfekt harmoni. Som lidt malurt i bægeret kan vi konstatere, det høje niveau til trods, at sidste del af pladen ender med at køre en smule i tomgang. Her må jeg i særdeleshed stille mig undrende over for nødvendigheden af ”Beyond the Waves”, der trækker os igennem syv dræbende klokkeminutter, inden vi med et lettelsens suk går vores undergang i møde.
Når enden er god … (som man siger)
Brutale blastbeats, hjerteskærende lyrik, dynamiske rytmestrukturer og fængende guitarharmonier. Soundtrack to the End Times har det hele – og mere til! ”Through this Blackened Hatred” er med sin nedslående erkendelse ’We’ll never find peace … free from the chains that binds us to grief’ eksempelvis en blændende kontrast til langt mere optimistiske ”Anthem for the Anxious”, der italesætter jagten på den flygtige sindsro, vi alle higer efter i en mørk, kaotisk verden. Desværre tabes pusten en smule, som vi nærmer os enden, ligesom den stort anlagte single med navnkundige Matt Heafy præsenterer sig bemærkelsesværdigt generisk i forhold til skivens øvrige skæringer. Med den usædvanlig lange levetid må fanbasen omvendt siges at have opbygget et intimt forhold til både ”From the Ashes of the Fallen” og ”Where Darkened Souls Belong”. Af samme årsag bør vi applaudere den strategiske placering af de velkendte singler i hver sin ende af albummet som et yderst begavet træk. En af de tidligere anker for mit vedkommende har været Pedersens manglende evne til at løfte sin ’skønsang’ helt op på samme høje niveau, som mageløse Mikkel Sandager besad i sine velmagtsdage. Lad mig derfor denne gang bøje mig i uforbeholden ærbødighed: ’RP’ har aldrig lydt bedre, ligesom jeg heller ikke kan genkalde mig melodier så fængende siden The Hours That Remain.
Med andre ord: Mercenary er langt om længe trådt ud deres komatøse tilstand og har i den grad genetableret sit adelsmærke. Kampen om tronen kan begynde…!
