Acerrimo Nemico
Jeg tænker, at de fleste dødsmetalbands med kvinder i front automatisk bliver sammenlignet med Arch Enemy på samme måde, som alle bands fra Brasilien bliver sammenlignet med Sepultura – eller alle bands med en forsanger, hvis yndlingsord er ”Yeaaaaah”, bliver sammenlignet med Metallica. Og ret skal også være ret – bandets navn er taget direkte fra Arch Enemys sang fra deres hitalbum Doomsday Machine fra 2005. Men udover dette, så er der meget få lighedstegn mellem de svenske døds-power-mestre og så de italienske Mechanical God Creation (MGC). For hvor Arch Enemy altid har haft fokus på melodi og sing-a-long-faktor, er MGC langt mere fokuseret på rendyrket dødsmetal med masser af trommer og tonstunge basgange suppleret med enkelte guitarsoli.
Hvordan siger man feee’ døøøø’ på italiensk?
Man er ikke i tvivl om, at MGC elsker at give den max gas og bare tordne derudaf. Men hvor meget af det er rent faktisk torden, og hvor meget af det er lyden af luften, der langsomt siver ud af en ballon? The New Chapter har en lidt spøjs produktion, hvor især trommer og bas er i fokus, hvilket gør, at lydbilledet er domineret af bulder og brag, der drukner resten – især guitaren. Ved første lyt undrer man sig lidt over dette, men der er enkelte gange, hvor guitaren får lov til at skinne igennem, og så bliver det hurtigt klart, hvorfor netop dette instrument ikke er mere i front. Her vil jeg være ærlig og sige, at det skyldes det faktum, at deres leadguitarist virkelig ikke er særlig god. Rytmesektionerne fungerer udmærket da de bare følger bassen (og vice versa). Men når der bliver spillet en solo, fx på nummeret ”Till The Sun Is No Longer Black”, bliver man præsenteret for noget, der lyder som en gameboy, der bliver misbrugt i en mørk gyde. Jeg virker muligvis utroligt gammeldags, når jeg siger det, men guitarsoliene på albummet er nærmest ikke andet end tilfældige ”bip bop-lyde” uden struktur eller kontekst – de er faktisk kun med til at trække albummet ned. Jeg er sikker på, at albummet ville have været langt bedre uden disse overflødige og ligegyldige soli – det ville også have forstærket ideen om, at deres lydunivers handler om en kold, død og mekanisk tid uden skønhed og kunst. For hvis man fjerner soliene, er The New Chapter rendyrket dødssmadder, der mest af alt minder om en dystopisk helvedesmaskine, som pløjer skrigende folkemasser ned uden problemer.
Omvendt er det også et ret ensformigt album uden den store variation, så jeg forstår da godt, at bandet har tænkt, at de var nødt til at peppe det lidt op og se, om de kunne hive nogle tricks ud af ærmet. Det lykkes bare ikke. Helt galt går det på nummeret ”Before the Dawn”, der er et kort intermezzo med noget spansk-inspireret guitarlir. Igen en fin tanke, men et helt rædderligt resultat, der ikke gør andet end at forvirre lytteren.
Veni, Vidi…. No
Normalt er italiensk metal super velproduceret, super seriøst, overdrevet ambitiøst og ofte ekstremt talentfuldt. Desværre er det, som om MGC ikke er klar over dette. De formår ikke at slå igennem, og resultatet er en middelmådig omgang dødsmetal, som vi har hørt det så mange gange før. Bandet burde returnere til øvelokalet, og tvinge deres guitarister til at tage sig gevaldigt sammen.
