Lucid Grave - Cosmic Mountain

Cosmic Mountain

Udkom

Type:Album
Genrer:Heavy/Psych Rock, Doom/Stoner Rock
Antal numre:6

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

At bestige bjerget i sig selv

Danmarks højeste punkt – Yding Skovhøj – er 172,54 meter over havoverfladen. En fin højde for et land der ellers for det meste er fladt som en pandekage, men alligevel blegner denne højde i forhold til Mount Everest, der med sine 8848 meter er over 50 gange højere. Kigger vi ud i kosmos kan Mount Everest dog godt pakke sammen. Olympus Mons beliggende på Mars rager nemlig knap 22 kilometer op over planetens overflade, og det er muligvis dette bjerg, som danske Lucid Grave refererer til på deres nyeste fuldlængde Cosmic Mountain.

Bjergbestigning er ingen sag med Lucid Grave som sherpaer

Det kan selvfølgelig også være, at titlen på pladen ikke som sådan refererer til noget fysisk bjerg, men noget mere abstrakt, hvor man skal kigge indad og være lidt mere i kontakt med sig selv og universet. Det ville i hvert fald være helt i tråd med Lucid Graves psykedeliske og syrede stoner rock.

Og, med en smule undtagelse af titelnummeret, er syret i den grad et ord, der beskriver Cosmic Mountain. Fra ”Old Spirit” skrues der op for et sandt overflødighedshorn af syredryppende fuzzmarinerede riffs, som hvirvler rundt om og ind og ud af sig selv og hinanden i sådan en grad, at enhver Kama Sutra manual bliver gjort til skamme. Men Lucid Grave nøjes bestemt ikke med at slikke frimærker og udforske kosmos. ”Stay Away” er groovy nok til at gøre trompetbukser og farven brun moderne igen, og med stammerytmer og sitarlignende melodier sender ”Curse of the Crow” lytteren direkte mod det fjerne østens hviddækkede tinder.

Dog er det ”I’m Still High” der for alvor viser, at den københavnske kvintet har et bredere perspektiv end fuzz, syre og psykedelika. Hvordan bandet har fundet det perfekte skæringspunkt mellem shoegazet post hardcore og stoner rock, aner jeg ikke, men det rammer mere effektivt end ufortyndet LSD. Alle følelser bliver forstærket under påvirkning af psykedeliske stoffer, og det skal jeg lige love for, at de også bliver på ”I’m Still High”.

Men vi kan ikke komme uden om åbningsnummeret ”Cosmic Mountain”. Det er en 11 minutter lang krabat, der mest af alt minder mig om min gymnasietid, hvor der gik alt for lang tid med alt for lidt. Resultatet er nødvendigvis ikke skrækkeligt – i hvert fald ikke i Lucid Graves tilfælde – men når der skal gå tre minutter inden et riff for alvor melder sin ankomst og derefter bare ”hænger ud”, så bliver det en anelse langtrukkent. Det skal dog pointeres, at nummeret på ingen måde kan betegnes som ringe, det er Lucid Grave alligevel for dygtige til. Så efter et par gennemlytninger er de 11 minutter på ingen måde den ørkenvandring, som de startede ud med at være.

Vi kom til Nepal, men vi kom også længere

Men er der i den forstand et dårligt nummer på Cosmic Mountain? Nej, på ingen måde. Der ved Lucid Grave alligevel godt, hvordan man doserer sine substanser så alle – nye som erfarne – får en god oplevelse nede i fuzzpedalens psykedeliske dybder. Især når de begynder at pjatte rundt med noget atmosfærisk, følelsesmæssigt og noget, der sandsynligvis starter med post. Det må de bestemt gerne kigge nærmere på i fremtiden.

Tracklist

  1. Cosmic Mountain
  2. Old Spirit
  3. I'm Still High
  4. I Feel the Fire
  5. Stay Away
  6. Curse of the Crow

Tilføj kommentar