Skelsættende udskiftning gav det sidste løft
Da Leaves’ Eyes måtte sige farvel til medstifter Liv Kristine i 2016, skrev de samtidig et nyt kapitel i deres historiebog. Med finske Elina Siirala fik de løftet deres gotiske/symfoniske metal til nye højder og skabt den nær perfekte kombination af Alexanders growl og Elinas stærke sopranstemme – det, de selv omtaler som ”Skønheden og udyret”. Det er ikke, fordi Livs vokal var dårlig, på ingen måde, men Elina har bare tilført bandet de nye kræfter, de manglede for at nå det ekstra trin opad stigen, som stod lige foran dem. Interaktionen mellem de to forskellige stemmer er også blevet mere udtalt på The Last Viking, og de komplementerer hinanden og støtter lyrikken og fortællingerne.
Hvorvidt udskiftningen var taktisk, personlig eller noget helt tredje, vil jeg lade andre om at bedømme. For mit vedkommende har det udelukkende gjort Leaves’ Eyes til en af de klareste stjerner indenfor gotisk/symfonisk metal, der uden omsvøb står distancen, både hvad angår de musikalske egenskaber og ægtheden i de historiske fortællinger.
Intet er overladt til tilfældighederne: The Last Viking er afslutningen – den episke finale på en lang saga.
Kong Harald III af Norge ligger for døden
En del af teksterne til albummet er ikke frigivet endnu (smart træk, da historiefortællingen er fænomenal og vigtig i forhold til helheden). Men The Last Viking starter med introen ”Death Of A King”. Vi er i England i år 1066, hvor det afgørende slag nær Stamford Bridge står. Krigere slås til døden, og hele området er rødt af blod. Kong Harald III ser sit liv fare forbi sine øjne – den sidste viking er død. Introen er med alle de rette virkemidler: buldrende trommer, skrig, fløjte og storladen musik. Den afsluttes med ordene på norsk: ”Vor konge er borte. Der var ingen på denne jord, som var modigere end ham”.
Med den start begiver vi os så ud i al den historie, der leder op til den dag. Leaves’ Eyes har altid gjort meget ud af at fortælle historien, og det er heller ikke anderledes på dette album. Kompositionerne og fortællingerne er skruet fantastisk sammen, og i forhold til de tidligere albummer så er der ikke mange stille momenter her. Slaget skal stå, og vi har ikke tid til at hvile, er nærmest det, man kan fornemme med den høje kadence, der er igennem albummet, kun brudt lidt af ”Two Kings, One Realm”, som lige får lytteren til at trække vejret, skænke et glas mjød og sætte sig til rette til resten af albummet.
Alexander og Elinas stemmer viser sig på bedste måde i sange som ”Serpents And Dragons”, ”Varangians” og ”Serkland”. Det giver den helt rette kombination af Nightwish og Amon Amarth!
Hr. Krull og hr. Bauer er nået et trin op på de sidste to år
Holder man The Last Viking op imod det forrige album, Sign Of The Dragonhead fra 2018 (som vores anmelder dengang gav 10 flammende kranier), så er der sket lidt i forhold til produktionen. Der er kommet en ”ro” over lyden, som er mixet, så alt står lige op i dit ansigt, uden noget stikker ud. Thorsten Bauer og Alexander Krull har en fingerspitzgefühl, når det kommer til symfonisk metal, som ikke mange andre har, og det er ikke mindst deres fortjeneste, at The Last Viking er blevet så helstøbt – uden dog at forklejne guitarist Micki Richter og trommeslager Joris Nijenhuis’ fantastiske arbejde på dette album.
Uanset hvor meget jeg lytter og forsøger, så kan jeg ikke finde noget, der er grimt, ærgerligt eller irriterende. Havde der bare været en violin, der skar i ørerne, eller en lilletromme, der var som taget ud af Metallicas St. Anger, så havde det været så nemt at give karakter. På den anden side så kan det ”kun” blive til ni kranier for The Last Viking. Leaves’ Eyes har endnu en gang overgået dem selv, og jeg synes, at dette album er klart bedre end Sign Of The Dragonhead, men et episk mesterværk er det ikke. Det er dog i dén grad bundsolidt, velproduceret og toptjekket symfonisk metal, som vor mor lavede den(!).
Skænk dig selv et glas mjød, sæt albummet på, læn dig tilbage og luk øjnene, mens du ser vikingerne udkæmpe det sidste slag!
