Knight Area's "The Sun Also Rises" er en spektakulær CD som uden tvivl hører hjemme på hylden ved siden af progressive symfoniske hard rock bands som Marillion, Yes og Arena, for bare lige at nævne nogen. Især anerne fra nyere Arena kommer tydeligt til sit udtryk i de enkelte sange, eftersom at både produktion samt kompositoriske stil er dertil ret så besnærende. Brug af et hav af eksterne instrumenter som Hammond orgel etc. gør da heller ikke sammenligningen mindre uberettiget. Især brug af fløjte på nummeret "The Gate Of Eternity" kan få en til at tænke på ældre Jethro Tull, dog uden sammenligning. De enkelte musikere er dygtige og især sangeren har en rolig klang og er meget distinkt. Keyboardet er meget dominerende i de enkelte sange, hvilket gør at Knight Area's musik fremstår pompøst og til tider selvhøjtideligt, dog uden at blive vulgært. De enkelte sange fanger en max og generelt så bevæger vi os i den øverste del af både det musikalske samt det følelsesmæssige register. Alligevel så mangler der noget ved "The Sun Also Rises". Man kunne sådan lidt provokerende kalde det en form for musikalsk identitet. Det er sku som om at denne her form for musik er blevet lavet før. Om det er sandt eller ej det kan vi jo altid diskutere. I hvertfald mener jeg at bandet cykler rundt i de samme musikalske klicheer som deres hoved inspiratorer, hvilket for mig og se gør at det må være svært stadig at kalde denne her respektive genre for progressiv, da man derved fratager begrebet sin mening. Når det nu er sagt så syntes jeg nu alligevel at denne her CD fortjener bedre, da den ligesom åbner bevidsthedsmæssige horisonter og giver en indre ro som gør at man glemmer alt om hverdagens strabadser og kan komme videre med sit liv.