Keep Of Kalessin spiller koncert ved Slag-Town Slays Fest 2024 .
Keep Of Kalessin - Epistemology

Epistemology

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Symfonisk black metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 10/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Nyeste udspil fra Keep of Kalessin, Epistemology, er et virkelighedsændrende mesterværk

Efter næsten fem år er Keep of Kalessin tilbage med Epistemology. Siden Reptilian-albummet har der, ud over fyringen af forsanger Thebons og EP’en Introspection, været stille på den Kalessiske front. 
Keep of Kalessin opstod tilbage i 90’erne og fik for alvor deres gennembrud med skiven ”Armada”, som hentede 9 ud af 10 her på siden. Kalessin er navnet på den gamle drage, som bærer jordhavet på ryggen i forfatteren Ursula K. Le Guins trilogi om Troldmanden fra Jordhavet. Musikstilen kan bedst beskrives som episk ekstremmetal. Bagmanden, Obsedian C, har en fortid som en del af live-lineuppet for Satyricon og der er en del black-elementer i bandets musik, men bandet er mestre i at blande og succesfuldt sætte genrer sammen, og derfor er det umuligt at give en overodnet betegnelse for bandets musik.

En filosofisk metalrejse

Det episke har en stor rolle i bandets musik, hvilket også gør sig gældende på Epistemology. Musikken er på en gang både storladen og potent, skrøbelig og smuk. Der er skruet op for de episke elementer i forhold til Reptilian-skiven. Den clean vokal fylder mere efter Thebon har forladt bandet, men der er stadig en rå og hæs blackvokal leveret af Obsedian C. I sidste ende er vokalen dog kun en lille del af albummet. Det er Vyls vanvittige tøndeslagning og Obsedians C’s guitarsnilde, som gør Epistemology til noget specielt.  
Epistemologi er læren om, hvordan vi erkender viden. Det er en filosofisk gren, hvor man undersøger, hvad viden er, og hvordan vi erkender viden. Med en albumtitel som Epistemology, og numre som ”The Spritual Relief”, ”Epistemology” og ”Introspection” er der rigeligt af filosofiske elementer at gribe fat i. Det er filosofiske spørgsmål om, hvad vi kan erkende og vores bevidstheder, der er i spil, og albummet er i høj grad en nedbrydelse af grænser for, hvad vi tror vi ved, og en udvidelse af lytterens musikalske bevidsthed. 
En trancelignende leg med sanserne, som er svær at beskrive 

Epistemology er eksplosion på eksplosion. Når man tror, man har forudset trommeslager Vyls næste slag, skifter musikken karakter og ryger ud i hvinende riffs. 
Epistemology er en bevidsthedsudvidelse. Skiven leger hele tiden med lytterens opmærksomhed og man bliver konstant sendt afsted på nye oplevelser. Trommeintroen i nummeret ”The Grand Design” gør, at man nærmest tigger efter forløsning i form af et riff. Sådan er hele skiven. Man tørster efter mere. Konstant er man på jagt efter det næste trip, som bandet giver. 

Epistemology er en uafbrudt leg med sanserne. Det er en konstant pirren af lytterens virkelighedsopfattelse: Hvad man troede, man vidste, bliver brutalt revet fra hinanden og samlet igen. Det er musik af teknisk høj kvalitet. Vyl på tønderne, bassen der skaber bunden, og Obsedians store tekniske snilde skaber et fabelagtigt album, som er svært at beskrive. Det skal simpelthen høres og opleves!  
Epistemology er et album, som bare vokser. Efter første gennemlytning tænkte jeg, var det bare det?
Efter næste gennemlytning faldt brikkerne på plads, og numre som førnævnte ”The Spiritual Relief” og ”Introspection” sad fast. Her efter et par gennemlytninger kan jeg sige, at jeg er fuldstændig solgt. 

Et mesterværk, som er mere end blot metal

Epistemology er et fuldstændig gennemført, genialt album, som jeg kun kan give bandet ros for. Skiven er mere end blot et stykke ekstremmetal. Det er musik, som er mere end blot metal. En rejse ind i hvad metallen kan og vil. Et album, hvor grænser nedbrydes og nye muligheder vokser frem. Jeg kan derfor ikke andet end give Epistemology topkarakter.

Keep of Kalessin er for alvor tilbage, stærkere end nogensinde.

Tracklist

  1. Cosmic Revelation (Intro)
  2. The Spiritual Relief
  3. Dark Divinity
  4. The Grand Design
  5. Necropolis
  6. Universal Core
  7. Introspection
  8. Epistemology