Støvet supergruppe debuterer med et brag

På vej mod CrystalCity

En sød lugt af råd fylder luften på en forladt kirkegård. Det eneste, der bryder stilheden, er den knasende lyd fra den tørre jord. Overalt stikker blege skævvredne hænder op af jorden. Som visne blomster svajer de i det vindstille tusmørke. De døde er på færde igen. Kadavermarchen er begyndt…

Helt tilbage på slaget

I sommeren 2019 blev fem musikere fra den danske undergrundsscene bragt sammen af en fælles ven. De fem herrer, der har repræsenteret bands som Crocell, Illdisposed, The Yeah Force, Czar, Tudsegammelt og Helhorse, havde alle en forkærlighed for stoner- og ørkenrock, og med dette udgangspunkt har de fået sammensat et forrygende album, der bærer titlen Into Oblivion.

Inspirationen fra flere af stonerrockens allerstørste er ikke til at tage fejl af. Med riffs af en kaliber, der ville gøre Pepper Keenan stolt, begiver Kadavermarch sig ud på en støvet ørkenfærd, hvor parallellerne til Corrosion Of Conformity, Baroness og Red Fang ikke er til at tage fejl af. Pladen skydes i gang med det fremragende “1000 Yard Stare”, der med sit kompromisløse og sludgede groove sagtens kunne have været et nummer på et Down-album. Efterfølgende får vi den ørehængende single “The Eschaton”, der leder tankerne hen på Uncle Acid & the Deadbeats, og tredje skæring “Abyss” er en aldeles medrivende, tung og dragende rejse gennem ørkenen. Er det virkelig et dansk band, der hiver numre som disse ud af ærmet? Fandme så! Og så mestrer de fem venner endda også det der med dobbeltharmonier; både med de to guitarer, men så sandelig også, når det kommer til vokalen. Lyt bare til titelnummeret samt det forrygende “Satanic”, der lyder som en hybrid bestående af Ghost, Black Sabbath og Alice In Chains. Føj, det er godt! Og så er der da også lige “Hollow Souls” – har man før nydt atmosfæriske kompositioner, der pludselig eksploderer i hårdtslående og gåsehudsfremkaldende riffs, må man for Guds skyld ikke springe denne skæring over.

Jacob Bredahl har drejet på knapperne for Kadavermarch, og det har han gjort fuldstændig, som det skal gøres. Nok er trommerne flade, vokalen til tider utydelig, og guitaren præget af en DIY-tilgang til teknikken, men det er sådan, sløset ørkenrock skal lyde. Er vi, rent lydmæssigt, bare i nærheden af Corrosion Of Conformitys Deliverance eller Downs mesterværk NOLA, er det rigtig godt ramt, og det skal jeg da lige love for, vi er.

Guf for fans

Into Oblivion kræver et par gennemlytninger, før det rigtig fænger. Albummet er skrevet af og, ikke mindst, til dedikerede fans af stoner- og desertrock, og det er måske kun den rigtig nørdede lytter, der får fuld gevinst. Her er helt klart tale om et ‘slow burn’ til kendere af genren og ikke en plade, man sætter på, hvis man er ude efter det hurtige fix. Men uanset hvordan vi vender og drejer det, er Kadavermarch et af de allerbedste og indiskutabelt mest spændende danske stonernavne, jeg har hørt. Der mangler lige en anelse mere slagkraft på et par af numrene samt et par skæringer mere for at komme op på en af de rigtig sjove karakterer. Ni numre på 41 minutter er lige til den korte side. Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg allerede nu tænker, at Into Oblivion er med på min liste over årets bedste, når vi kommer dertil.