Det svenske doom metal band Isole, er nu klar med deres 5. studiealbum Born From Shadows. Bandet blev oprindelig dannet tilbage i 1990 under navnet Forlorn, med de to nuværende Isole medlemmer Crister Olsson og Daniel Bryntse som omdrejningspunkt. Under Forlorn-banneret nåede de dog kun at få lavet en håndfuld demoer, samtidig med at der var løbende udskiftninger og ustabilitet i deres line-up.

I 2003 fik de tilbudt den længede ventede pladekontrakt, og kombineret med en mere stabil med besætning besluttede de at skifte bandnavnet ud med det nuværende Isole. I 2005 udgav de så debutalbummet Forevermore, der blandt andet indeholdt første del af den musikalske "Moonstone trilogy" i form af nummeret Moonstone.

Anden del af trilogien findes på albummet Bliss of Solitude (2008), med nummeret Shadowstone. De to numre symboliserer henholdsvis det gode/lyset (Moonstone) og det det onde/døden (shadowstone).

Tredje og sidste del er så titelnummeret på Born From Shadows, hvor de to modsætninger mødes og samles. Resultatet er enden på verden som vi kender den, men samtidig en ny begyndelse.

"The time will come The end is at hand The two will clash And bring forth the dark"

Ellers kredser teksterne om skyld, ensomhed og mørke. Daniel Bryntse synger (stadig) formidabelt godt, og man kan næsten selv mærke og fornemme hvordan smerten og fortvivlelsen siver ud fra ens højtalere. Resten af bandet synger også med flere steder på albummet, hvor der desuden også er plads til både lidt growl og en nærmest black-agtig vokal.

Bandet kalder selv deres musik for epic doom, og det er faktisk en ganske passende beskrivelse. En stor del af tiden foregår musikken i et tempo, hvor en død snegl kunne følge med. Men indimellem skrues der op for tempoet, hvilket skaber en god kontrast. De tunge, langsomme og nærmest hypnotiserende dele (der er gennemgående på albummet) kommer til at virke endnu mere triste og stemningsfyldte, og samtidig skaber det variation på albummet.

Alligevel skal jeg dog ærligt indrømme, at jeg var en smule skuffet da jeg hørte albummet igennem første gang. Jeg synes det lød for meget som noget jeg havde hørt før, men det har vundet efterhånden som jeg har hørt det igen og igen. Nu synes jeg faktisk det er et formidabelt godt album. Om det helt er på niveau med det fremragende Silent Ruins album fra 2009 er nok lige at strække den. Men det er stadig et rigtig fedt doom metal album, som enhver fan af genren bør tjekke ud og vitterligt bruge den nødvendige tid på at sætte sig ind i. Det gælder både i forhold til musik og tekstuniverset, for så åbner albummet sig for alvor op.