Nostalgisk længsel mod en svunden tid
Som musikanmelder støder man sommetider på artister med navne så kryptiske, at selv nazisternes elektromekaniske kodebryder formentlig ville kortslutte i bestræbelserne på at dechifrere betydningen bag. Hiraes er ikke udpræget et sådant tilfælde. Her træder vi derimod ind i en Duplo-verden, hvor meningen på forhånd er findelt i mundrette bidder. Navnet Hiraes er udledt af det walisiske begreb for nostalgi, længsel mod en svunden tid eller afsavn efter et sted at kalde hjem, og referencerne står krystalklart defineret hos Hannover-kvintetten. Som nyeste navn på koncertplakaten under Dark Tranquillity, Moonspell og Wolfheart befinder vi os chokerende nok (!) i de mere melodiske egne af dødsriget. Dormant tjener som gruppens anden udgivelse i fuld længde og kan i vid udstrækning betragtes som en brændende kærlighedserklæring – på godt og ondt – til især genrens blågule giganter.
Elementernes rasen
Hvor ofte har vi ikke adresseret kontroversen om de moderne produktioner i departementet for melodisk død. Denne sterile neutralisering, der konsekvent sigter efter at eliminere ethvert anstrøg af kant og personlighed for at tækkes den brede masse. Alligevel oplever vi gang på gang, hvordan meritterne og udtrykket hos navnlig naboerne på den anden side af Øresund virker dragende for genrens yngre aktører. Således også for Hiraes. Lyt blot til singlerne “Through the Storm” og ”We Owe No One”: Her kunne keyboard-fladerne snildt været udlånt af Martin Brändström, mens d’herrer Oliver Kirchner og Lukas Kerk må siges at have skævet en del til guitarharmonierne hos Michael Amott. Netop Arch Enemy spiller en væsentlig rolle blandt influenterne, ligeledes for vokalist Britta Görtz. Her ligger vi lunt i svinget mellem Angela Gossow og Alissa White-Gluz, mens også de dybe vocal grooves hos Johan Hegg samt Mikael Stannes luftige growls frekventeres i ny og næ.
Selvom skabelonerne langt hen ad vejen er skåret over samme læst, så fanger kompositionerne på ”Undercurrent” alligevel opmærksomheden i højere grad end sine forgængere. Her er tale om et nummer med stejlt nedadgående tempokurve, der efter eget udsagn har en særlig plads hos Görtz. Ulykkeligvis lader hendes rene vokal noget tilbage at ønske, ikke mindst holdt op mod forbilledet White-Gluz. Flirteriet med Stanne fungerer til gengæld bedre, ligesom også instrumenteringen byder på lidt flere nuancer i kontrasterne mellem det atmosfæriske og det drævende lydbillede. Midtvejsmærket ”Come Alive” sætter derimod selv uden vokal mere end glimrende ord på A-sidens samlede oplevelse: En pletfri produktion fremført af dygtige musikere, der har fundet et forholdsvist stramt koncept og ikke viger mange tommer derfra. Det bliver frygtelig forudsigeligt, og Napalm har da også tilsvarende modeller stående på hylden i metermål, så langt øjet rækker.
Bedst som man sidder klar til at fælde dom over middelmådigheden, får henholdsvis ”Night Flight” og ”Red Soil” en op fra stolen. Se, her kunne jeg jo godt have haft tyskerne mistænkt for at have formastet sig til at hænge Björn Strids aerodynamiske diskokugle op …! Derfor må vi også rose Hiraes for at overraske særdeles positivt. Begge omfavner de flossende kanter og den sprøde klang (tager du noter, Fridén!), mens sidstnævnte udmærker sig yderligere gennem dramatisk spoken voice-intro samt en mørkere og mere post-apokalyptisk stemning, der afspejles i Görtzs dystre growls. Man efterlades således med indtrykket af et instrumentalt ensemble, der hen mod albummets sidste tredjedel har fundet melodien i langt højere grad. Bevares, der er fortsat ikke i tvivl om tonearternes oprindelse, men det er alt andet lige blevet lettere at identificere det gjaldende ekko af Hiraes gennem salene i svenskerdødens Hall of Fame.
Duften af Napalm …
Siden jeg første gang blev bekendtgjort med eksistensen af Hiraes, har gruppens generiske udtryk såvel som albummets coverdesign forstærket en indre visuel reference til ‘Vilde Vulkaner’: Danmarks største festival målrettet SFO-børn i alderen 7-14 år. Festivalen har siden den spæde start tilbage i 1995 været spækket med aktiviteter, musik, leg og fællesskab. Ligesom der på Vilde Vulkaner appelleres til et bredt segment (i dette tilfælde på tværs af aldersgrupper), gør nøjagtig det samme sig gældende i tilfældet Dormant. Albummet er glimrende underholdning for det ukritiske publikum. Til gengæld, som så ofte hørt før på Napalms udgivelser inden for melodisk død, finder vi et yderst sparsomt udvalg for det snævre segment, der ønsker en mere esoterisk lytteoplevelse. I flæng kan nævnes Stormbringers, Coherence og King of the North, der alle som en bærer konformitetens åg på deres skuldre. Forventningerne frem mod efterårets audiens må dermed siges at være afmålte. Nøjagtig som ved overtegnedes seneste visit i Pumpen har man til gengæld lov at håbe, at materialet tager sige bedre ud i levende live.
