Copy-Paste

Da jeg tilbage i 2017 stiftede bekendtskab med tyske Dawn of Disease, blev jeg positivt overrasket. Jeg gav derfor deres forrige album Ascension Gate ni kranier og lovpriste deres klassiske svensker-død-lyd a la Amon Amarth og At the Gates – dog stadig tilsat lidt tysk energi og nytænkning. Bandet selv blev så glade, at de valgte at copy-paste hele anmeldelsen (!) og smide den som et opslag på Facebook – på dansk. En handling jeg fandt både smigrende og morsomt. Jeg skrev bl.a., at jeg så frem til at høre, hvad de ville finde på næste gang – men da jeg hørte andensinglen ”Where The Clouds Reach The Ground” fortrød jeg bittert de ord. Nummeret lød meget tættere på det nyere In Flames end Amon Amarth og At the Gates. Men ikke desto mindre, så da jeg blev tilbudt at tage dette album, så slog jeg til alligevel. For hvem ved? Måske var det kun det ene nummer, der var en tynd kop te.

Førstehåndsindtryk er stadig et indtryk

Det er svært af finde ud af, hvad Dawn of Disease egentligt vil på Procession of Ghosts. På den ene side virker det til, at de vil omfavne en mere klassisk og Floridiansk dødsmetalstil a la Obituary, men på den anden side har de også skruet helt op for den ultra-melodiske (nærmest poppede) svenske lyd. Denne kontrast gør, at musikken virker rodet og usammenhængende – hvorimod det forrige album Ascension Gate havde en klar rød tråd. Et andet problem er produktionen, og den måde albummet er mixet på. Der er nu et langt større fokus på Tomasz Wisniewskis vokal – en vokal jeg tidligere har rost – men det viser sig, at den ros ikke var berettiget. Med det mener jeg, at hans vokal fungerer fint, når den er i baggrunden og ikke i forgrunden, for så er det tydeligt præcis hvor gumpetung, han lyder. Generelt har jeg svært ved at forstå, at man som et dødsmetalband vælger at have vokalen og ikke instrumenterne i fokus. Misforstå mig ikke, jeg elsker dødsmetal og growling, men come on, det er ikke pga. vokalen, vi hører dødsmetal for med få undtagelser, så har dødsmetalvokalister det med at lyde en kende ens. Det stikker dog for alvor helt af på nummeret ”Shrine”, en bizar sammenblanding af old school speed-metal, 90’er dødsmetal og groove metal – en sjov ide, men et rædderligt resultat.

Ergo må konklusionen være, at mit førstehåndsindtryk omkring pladen holdt stik – nemlig, at det er noget værre rod. Produktionen er flad, instrumenterne lyder energiforladte, og guitardelene lyder ens på langt de fleste af sangene. Ganske vist lyder det alt sammen flot og krystalklart, men det gør næsten bare, at det er endnu nemmere at høre, hvor træt og ligegyldigt det lyder. Faktisk ender man med at sidde og kigge på uret, mens musikken spiller, fordi man bare venter på, at nummeret er slut.

Tak, nej tak!

Procession of Ghosts er en ensformig, kedelig og rodet omgang dødsmetal uden bid og identitet. Dawn of Disease formår på deres femte album at lyde som alle dødsmetalbands siden slut 80’erne – samtidig med, at de ikke lyder som nogen af dem, og da slet ikke som det band, der lavede Ascension Gate. Det lyder som en identitetskrise eller et band, der er blevet tvunget i studiet, for de kan da ikke selv være tilfredse med resultatet… Eller? Én ting er sikker, Dawn of Disease kommer ikke til at copy-paste denne anmeldelse, og det er faktisk helt okay!