Fra stuen til scenen
Siden slutningen af 1980'erne har man talt om 'breakout bands', altså bands der ganske pludseligt opnår succes og derved får opmærksomhed fra de mere etablerede medier og kanaler. Det kan være artister, der først lige har samlet en guitar op, men det kan også være bands, der har adskillige udgivelser i den metafysiske rygsæk og endnu flere år bag sig. Skotske Hellripper er sådan et band. James McBain har siden 2014 siddet derhjemme i stuen og skrevet det ene hæsblæsende album efter det andet, men det var først i 2024, at folk (jeg selv deriblandt) for alvor opdagede ham og hans musik, nemlig qua det eminente album Warlocks Grim & Withered Hags.
Pludselig blev McBain hevet ud af soveværelset og skulle på tour med store og etablerede bands, og sørme om ikke også Hellripper skulle spille på diverse festivaler verden over. Denne pludselige tidevandsbølge af interesse førte da også til, at Century Media greb fat i McBain. Normalt bliver jeg altid lidt nervøs, når de store selskaber pludseligt samler små nyere bands med ild i øjnene op, da det tit betyder, at bandet udvander sit materiale for at kunne sælge flere T-shirts og billetter. Men nu sidder vi altså med resultatet af dette partnerskab, Coronach, så lad os da finde ud af, om nogen har begået helligbrøde og puttet is i whiskyen!
Koklokker og at klokke i det
McBain selv beskriver Coronach som sit mist eksperimentelle album til dato og nævner alt lige fra Venom over Opeth til Manic Street Preachers som inspirationskilder. På visse punkter er jeg enig i, at det her nok er det mest vovede Hellripper-album, ja, måske endda det mest voksne, men der er nu også en side af albummet, der er markant mere konservativt og forsigtigt end Warlocks Grim & Withered Hags. Derfor kommer albummet hurtigt til at minde om en slags 'Best of Hellripper'-udgivelse, hvor man bliver præsenteret for udpluk fra den komplette diskografi.
Det gør overordnet ikke noget, da det giver lytteren et rigtigt fint indblik i McBains musikalske vision samt behov for både at udvikle sig uden at glemme sine rødder. Jeg må dog indrømme, at Coronach ikke just er på samme niveau som Warlocks Grim & Withered Hags, som nærmest var en decideret hitparade fra start til slut. Der er bestemt gode – endda fantastiske – numre på albummet her, eksempelvis er titelsangen fuldstændig genial og viser, at McBain også kan skrive episke numre, der nemt kunne have været en del af Bathorys legendariske Blood Fire Death.
Desværre er der også en håndfuld numre på albummet, hvor man sidder og tænker, at sangskrivningen altså godt kunne have været mere stringent. ”Hunderprest” har et fantastisk öld skööl c-stykke samt outro, men resten af nummeret er noget tyndere – jeg forstår ej heller, hvorfor det skulle være åbningsnummeret. ”Scultor’s Cave” har en supersprød basgang, der hørmer langt væk af Jack Daniels og cigaretter, hvilket lover en herlig omgang kulsort Motörhead-muzak, men desværre forbliver det løfte uforløst, da nummeret egentligt er en rimelig standard omgang Hellripper af den slags, som man mistænker McBain for at kunne skrive i søvne.
”Mortercheyn” er et nummer, som jeg, uanset hvor mange gange jeg hører det, slet ikke kan huske – bortset fra de få sekunders koklokke, der er henimod slutningen af nummeret, men det skyldes nok mest I-ved-hvilken-sketch.
Læg den polo, nu!
Coronach er ikke den bedste Hellripper-skive til dato, og der er ingen tvivl om, at den blegner i skyggen af Warlocks Grim & Withered Hags. DNA'et er tydeligvis det samme, og McBain er stadig en fantastisk guitarist, der virkelig forstår at skrive retro-riffs, på en sådan måde at de alle lyder, som om de stammede fra 1986. Men jeg mangler ilden i øjnene, jeg mangler den galde og fandenivoldskhed, vi tidligere har hørt, og ærlig talt, jeg mangler også humoren – ikke fordi Hellripper nogensinde har været komik, men McBains riffs og soli plejede at være legesyge og af den slags, der fik en til at trække gevaldigt på smilebåndene. Her er Coronach markant mere voksen og alvorlig, og om det er et resultat af McBains egne visioner eller et resultat af, at han nu føler, han har 'vundet' via sin kontrakt med Century Media, ved jeg ikke. Men jeg ved, at Hellripper står markant skarpere i stramme jeans og med hvide Vans end i polo og Birkenstocksandaler.
