Jokeren er en kvinde
I begyndelsen (2011) var Hell in the Club nok mest tænkt som et sideprojekt for Davide Moras. Et band, hvor han kunne få lov til at dyrke sin fascination af glam-/sleaze-genren, heftigt inspireret af tidlig Guns N' Roses. Seks udmærkede plader blev det til, inden Moras i 2023 besluttede at lægge al sin energi og kreativitet i sit primære foretagende, powermetalbandet Elvenking. Bands som AC/DC, Survivor og Nightwish er glimrende eksempler på, at man fortsat kan have succes, skønt gruppens stemme skiftes ud. Hell in the Club har ikke valgt en én til én-udskiftning, men er faktisk gået i stik modsat retning og har ansat svenske Tezzi Persson til at håndtere de vokale pligter. Det giver selvsagt bandet et helt andet udtryk pludselig at have en kvindelig vokalist. Derfor vil jeg undlade at sammenligne Joker in the Pack med gruppens tidligere materiale. Jeg mener også, at et så dristigt valg fortjener friske og jomfruelige ører.
Lige så kedelig som en grå novemberdag
Det starter meget godt med ”The Devil Won't Forget Me”, hvor guitarsporet leder tankerne i retning af Skid Row. Omkvædet er klassisk Hell in the Club: langt, melodiøst og med masser af vokallag. Det groovede stykke ”Dirty Love” understreger bandets evne til at konstruere et helt klassisk sleazy hardrocknummer, trivielt måske, men ikke desto mindre solidt håndværk. Symbiosen imellem introriffet og den fremtrædende baslinje i ”Robert the Doll” fungerer godt, og det er klart et af pladens bedre numre. ”Magnetars” henter inspiration fra Def Leppard (Adrenalize-æra). ”Pretty Little Freak Show” er et funky semihurtigt rock’n’roll-nummer og den bedste præstation fra Persson på dette album. Det er dog ikke alt, som er velsmurt. Balladen ”The Ocean” lægger godt ud, men kvæles desværre i et halvkedeligt omkvæd og dræbes så totalt i det, der skulle have været det storladne c-stykke. Temposkift og fiddler-strengeleg på ”Out in the Distance” virker helt malplaceret, og så går der Eurovision i den på ”Fairytale”. Egentlig fremstår hele albummet temmelig generisk; de numre, som svinger godt, er skrevet ud fra en skabelon i hardrockens grundbog side et, og de skæringer, hvor bandet forsøger at tænke ud af boksen, falder helt til jorden.
Savnet er stort
Respekt til gutterne for det vovede valg at erstatte Davide Moras med en kvinde. Faktum er dog, at Persson ikke har den samme dynamik i sin stemme. Moras var en stor del (som forsangere jo oftest er) af Hell in the Clubs lyd, og det lagt sammen med fraværet af hans bidrag som komponist gør, at man sidder tilbage og savner Moras’ charmerende og let nasale røst, ditto hans evner som sangsmed. Derfor må jeg også konstatere, at med Joker in the Pack er Hell in the Club desværre blevet til Boring Band in the Club.
