Siden Hatespheres forrige album, "Serpent Smiles And Killer Eyes", udkom i 2007, er det meste af bandet blevet skiftet ud, og tilbage fra den originale besætning er kun Pepe aka Peter Lyse Hansen. Det er derfor med spænding jeg sætter det nye album, "To The Nines", på stereoen. Har Hatesphere mistet for meget af den gamle energi i den store udskiftning? Og kan man overleve tabet af den karismatiske frontmand Jacob Bredahl? Er det et helt nyt band jeg skal lytte til nu?

Det står lynhurtigt klart at min tvivl bliver gjort til skamme. Det er den velkendte Hatesphere-sound der vælter ud af højtalerne når første nummer, titelnummeret "To The Nines" går i gang. Benhård thrash/død, som vi kender det fra tidligere og det velkendte groove som de er så gode til at levere. Hør bare mit nye yndlingsnummer med Hatesphere, "Backstabber" eller "Cloaked In Shit". Efter et par gennemlytninger er det åbenbart at dansk ekstremmetals bannerførere endnu engang træder frem og leverer varen i uhørt grad og hvis Volbeat har åbnet døren for dansk metal, sparker Hatesphere døren ind og smadrer den i tusinde stykker.

Jonathan "Joller" Albrecthsen, den nye ukendte frontmand, overbeviser mig med sine dybe gutterale growls om at Hatesphere nok skal klare sig uden Bredahl. Ja jeg kan faktisk bedre lide Jollers vokal (omend kun marginalt bedre), og de som har set Hatesphere live på det seneste ved, at han også har karisma, den unge knægt. Den nye rytmesektion med den gamle punkbassist Mixen Lindberg og den allestedsnærværende Dennis Buhl (The Downward Candidate, Evil Masquerade, Sinphonia, ex-Psychotic Supper) på trommer ligger tungt og tight, og motoren i Hatesphere har vel aldrig lydt bedre end den gør i dag. V8’eren spinder som en kat. Lækkert. Og med Pepes og Jakob Haagen Nyholms dynamiske guitarspil bliver albummet hurtigt mit nye yndlingsalbum med Hatesphere.

"To The Nines" er et helt fantastisk album, men hvorfor er det så kort? 34,5 minutter. Vi skriver ikke 1986 og Hatesphere er ikke Slayer. I disse dage forventer publikum sig en del mere af en ny skive, og med rette, kan jeg tilføje. Med alle de udgivelser der kommer med bonus numre, bonus dvd’er, og bonus gasmasker (Belphegor) og hvad ved jeg, kommer skaldede 34,5 minutter til at se ret tyndt ud, og jeg trækker et kranie fra på den bekostning, uanset at det måske er Hatespheres bedste album til dato. Og det er det. Det bedste album til dato, altså. Pepe er kendt for sin AGF-tilhørsforhold, og hvis man skal omskrive dette til fodbold-lingo kan man kan sige at Hatesphere med "To The Nines" reducerer føringen i metal-landskampen mod Sverige. Den føring der i mange år har set helt uopnåelig ud, kommer pludselig nærmere med Hatesphere og The New Wave Of Danish Metal. Hvem ved, måske vinder vi engang ude i fremtiden den kamp. Man kan jo altid drømme. Indtil da kan du sætte "To The Nines" på, og nyde noget af det ypperste dansk ekstremmetal har produceret i lang tid.