Kunsten at huskes
Drømmen for de fleste musikere må være at have en genkendelig lyd. En lyd som for tid og evighed vil kædes sammen med bandet. Meshuggah har unægteligt en lyd, som langt de fleste vil kunne genkende, hvis man vækkede dem klokken tre om natten. Der skal heller ikke mange sekunder af et vilkårligt Slipknot nummer til, før Iowas majsmarker tydeligt ses, og hører man en døende måges klagesang, ja så ledes tankernes straks mod PerFormer — sidstnævnte er muligvis et personligt traume. Men hos bornholmske Grommt lever drømmen om deres egen lyd så stærkt, at bandet allerede omtaler deres genre som “distinct death metal”. Og det er endda, selvom de kun har udgivet debuten Aphotic.
Evnerne matcher ikke ambitionerne
Hvor “distinct” Grommt og deres dødsmetal er, vil jeg tillade mig allerede nu at stille spørgsmålstegn ved, da Aphotic er tydeligt inspireret af Deadflesh, Asphyx, Bolt Thrower og generelt gammeldags dødsmetal.
Man kunne dog argumentere for, at der er et typisk dansk særpræg i Grommts dødsmetal. “He Who Awaits Us” og “Born in Decay” hiver fat i samme gumpetunge midttempo-groove med strejf af camo-buks, som også ses hos blandt andet Brutalt og Infirmities. Der er ikke noget nyskabende over dette groove, men dets virkning er velafprøvet, formlen er lettilgængelig, og engang, når Ålborg Metal Festival bliver trætte af at booke Illdisposed, er der rigeligt med alternativer.
At kunne spille et simpelt groove forholdsvist tilfredsstillende er dog det eneste reelt positive, der er at sige om både Grommt og Aphotic. Den lille halve time, som pladen varer, er som at høre en tam efterskoleudgave af Infirmities, der er faldet over Incantation og synes det kunne være fedt at inkorporere, men ikke ejer hverken forståelsen eller evnerne til at gøre det. Samtlige riffs er som trukket ud af manualen for dansk dødsmetal, hvor janteloven er altoverskyggende, og intet kan blive mere spændende end det musikalske svar på kartofler med brun sovs og frikadeller. Læg dertil at på “There Shall Be No Light” og “Grab Them” lyder det til, at trommerne ryger ud af takt i blastbeatsne, og på sidste tredjedel af “Collapse Unfold” er jeg stærkt i tvivl, om guitar og trommer overhovedet kan høre hinanden. Denne svaghed, især på trommerne, tror jeg dog godt, at bandet er klar over, hvilket så også er svaret på, hvorfor pladen sjældent rammer et tempo hurtigere, end at plejehjemmet kan nå at klappe med på to og fire.
Havde Grommt så valgt en produktion, som kunne give noget mørke, mudder og generel dyster stemning, så var der da noget mere at arbejde med på Aphotic. Men nej, her har bornholmerne igen gået den typiske danske vej og valgt en produktion, der er blottet for alt, som hedder personlighed. Hele bandet går selvfølgelig klart igennem, og ingen kan påstå, at lyden er ringe, men samtidig udstiller den også samtlige fejl og mangler ved bandet. Især “Warcrush” ender med at lyde som en kedelig undskyldning for, at guitaristen kan øve skalaer.
Gå hjem og øv, nu!
Jeg er slet ikke i tvivl om, at Grommt har haft læssevis af gode intentioner med Aphotic. At bibeholde de klassisk danske dødsmetaldyder, men samtidig give dem et mere dystert hulemandspræg, er slet ingen dum ide. Der er bare intet, som reelt lykkes for de bornholmske gutter. Produktionen er skudt helt forbi, sangskrivningen er mildest talt middelmådig, og de musikalske færdigheder er også et godt stykke fra ambitionerne. Men jeg håber inderligt, at Grommt smider et par tusinde timer mere i øveren, for selvom Aphotic er et trælst bekendtskab, så skal alt, der viger fra Illdisposed-normen hjælpes godt på vej.
