Bland-selv-metal
Det har ikke været nemt at definere, hvad det egentlig er, de her gæve islandske gutter egentlig foretager sig. En tur igennem deres Facebook-profil afslører, de spænder over mange genrer – fra det ikke så lyttervenlige drone metal til deres selvopfundne genre: red metal. Men adspurgt, betragter de sig selv som værende et ”experimental-ambient-drone-metal”-band med et drys krautmetal på toppen.

Tease metal
Og lige så svært det er at definere de genrer, de bekender sig til, lige så svært er det at sætte en finger på, hvad der gør de tre numre på EP’en så hulens interessante. Første nummer, ”Can’t You Wait”, er nærmest én lang følelse af at drømme, man falder – bare uden det spjæt, der skræmmer katten. Det er godt og vel seks minutter, hvor man skiftevis føler ubehag ved manglen på struktur og samtidig får gåsehud af begejstring over netop det.
Andet nummer, ”Polycide”, byder på en underspillet guitar som det bærende element ovenpå en nær uhørlig rytme. Man lægger næsten ikke mærke til ekko-effekten, før den simple melodi looper tilbage over sig selv. Desværre slutter det hele brat, netop som der kommer lidt mere orden på sagerne – hvilket der nok er ganske kalkuleret med. Det er foruroligende med de langtrukne og formløse lyde i baggrunden og de samtidig sært beroligende ditto i kombination med rene og rare toner, der tilsammen bliver noget, der får de små hår i nakken til at rejse sig.

EP’ens sidste nummer, ”Willocide”, er intens, medrivende og tryllebindende og har lidt mere ’substans’ i sig i kraft af, at det minder mere om egentlig musik end lyden af en drøm fanget på bånd, hvilket egentlig er den eneste måde, jeg kan beskrive det her album på. Min erfaring udi drone metal kan ligge på et meget lille sted, men det jeg nu har at sammenligne med er meget mere utilgængeligt end det her projekt.

Drømme metal
Det kræver noget særligt at lytte til det her, for uanset hvor lyttervenligt det end måtte være, er drone ikke for alle. Can’t You Wait er ikke blot atmosfærisk, det spænder på tværs af flere planer og inkorporerer elementer fra flere genrer og toner dem HELT ud. Det her er musik, man falder hen til; soundtracket til det ingenmandsland, du okkuperer, inden du overgiver dig til søvnen. Min eneste løftede pegefinger er dog, at der godt lige måtte være et nummer eller to mere på skiven, for jeg vil have mere.