Så træls er den danske regering trods alt ikke
I Danmark, og det meste af den vestlige verden, lever borgerne under ganske velfungerende demokratier, hvor alle er lige for loven, der er ytringsfrihed og retssikkerhed. Et udmærket system, men sammenlignet med totalitarisme virker det lige så spændende som pastelfarver. Totalitarisme er en styreform, hvor staten for så vidt muligt kontrollerer både det offentlige rum og borgernes privatliv via indskrænkninger af frihed, masseovervågning, reguleringer og massiv propaganda. Hvis ikke Nordkorea eller George Orwells 1984 træder frem på nethinden, så bør du tage 9. klasse samfundsfag og engelsk om. Du kan selvfølgelig også bare smide Genocide Doctrines seneste skive på anlægget, da denne har fået titlen Totalitarian.
Vrede, mørke og had går man aldrig galt i byen med
Du skal dog spidse ører, hvis du håber på at lære noget om politik og litteratur af bandet. Det er nemlig stadig grindcore, vi er ude i, dog med en noget tungere, mørkere og mere ekstrem profil end tidligere.
Det slår åbneren, “Cesspit”, meget hurtigt fast med en mur af hadsk grind og en vokal, der spyr kulsort galde i dit åbne ansigt, inden breakdownet tilsøler resten af dit legeme i ildelugtende tjære. At kravle dybere ned i afskyets mørke sump er bestemt ikke et dårligt valg for Genocide Doctrine. Parringen af sort vrede og lynende teknik på “A Stain Upon Existence” føles som at få bøllebank under et vandfald af flydende svovl, mens din indre masochist nyder tilværelsen i fulde drag. Jeg ved ikke, hvad Genocide Doctrine har foretaget sig siden udgivelsen af Sleepers, men det lyder, som om livet har været en grufuld størrelse, hvilket jeg sætter stor pris på. Havde livet været en dans på roser, så havde vi aldrig fået et nummer som “Do You Feel Safe?” For i det grindede virvar af dissonante, mathcore-nærmende-sig-jazzede toner føler jeg mig ikke specielt tryg. Det føles faktisk jævnt ubehageligt. Men det skal det gøre. Hvis Genocide Doctrine en dag indbyder til puslespil, plaid og en kop te, så er der noget helt galt. Jeg skal mærke frygten ved, at min overlevelse kræver, at jeg er fastlåst og halvkvalt i en defekt jernlunge alene i et koldt og mørkt rum, hvor skyggerne begynder at bevæge sig. Og det er præcis, hvad jeg får på “Iron Lung”. Tungt, dissonant, hårrejsende og lige i øjet for bandets nye mørkere retning. Hertil skal nytilkomne vokalist Lars Bo Nepper, som man kender fra Chronicle, også roses for at lyde som afkommet af Travis Ryan og monstret under sengen, der er ved at blive kvalt i fortæringen af sin skaber.
At vokalen samtidig også er en af svaghederne på Totalitarian vil dog så lyde en kende paradoksalt. “Concrete” er meget ligeud ad landevejen vred dødsmetallisk hardcore, hvor vi bare skal råbe og brøle for at vise dominans. Vi skal ikke rive og flå naboerne fra hinanden, mens vi skriger og vræler som en besat. “The Filth of Man” lyder instrumentalt som noget mellem Genocide Doctrine og Sleepers, men igen går vokalen for meget i organkonfetti og for lidt i overdreven kokainvrede. Teknisk er det ganske imponerende, men der er en grund til at KISS-modellen lever endnu.
Garnet skal stramme en lille smule
På trods af at Genocide Doctrine lige skal forventningsafstemme, hvor vrede de egentlig er, er det en fed udvikling, bandets lyd har været igennem. Den fandenivoldske grindcore går rigtig godt med den dissonante kvælende mørke dødsmetal. Bandet er ikke kun edderspændt rasende på Gud og hver mand, nu lyder det også, som om kælderen skal beklædes med plastik, det lokale byggemarked skal frekventeres, og der skal udsendes invitationer til at være med i en uforglemmelig hjemmevideo. Og så må man bare glæde sig til, at der kommer et bånd dumpende i postkassen.
