Frank Carter & The Rattlesnakes - End of Suffering

End of Suffering

· Udkom

Type:Album
Genre:Rock
Antal numre:12

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Ren kærlighed til galger og klapperslanger

Det er efterhånden ved at være en del år siden, Frank Carter forlod Gallows, og cirka lige så lang tid siden, jeg fulgte med i Franks gøren og laden. Han har dog ikke ligget på den lade side i denne periode; umiddelbart efter bruddet med Gallows dannede han bandet Pure Love, der fokuserede mere på rocken end punken. Projektet blev dog skrinlagt i 2014, hvilket førte til dannelsen af Frank Carter & The Rattlesnakes. Dette band har allerede smidt to plader på gaden og er nu klar med deres tredje, End of Suffering.

Læderjakken er desværre meget brugt

Det første, man som lytter stifter bekendtskab med på End of Suffering, er nummeret ”Why a Butterfly Can’t Love a Spider”, der mest af alt lyder som et overskudsnummer fra Arctic Monkeys’ AM-plade. På ”Tyrant Lizard King” bliver det noget mere garage-blues-guitar-præget, lidt i stil med The Black Keys, hvilket må krediteres Tom Morello, der gæster nummeret. På ”Heartbreaker” og ”Crowbar” fornemmer man dog lidt af den skramlede punk, hvor Frank trådte sine barnesko.

Med End of Suffering skal man dog ikke gøre sig nogle forhåbninger om at få slukket sin punktørst: 90 procent af tiden er det langsomt til midtempo indierock, der styrer slagets gang – til tider akkompagneret af stemningsfyldte synthflader. Men inden man begynder at beskylde Frank for at sælge ud, bør man lige kigge på bandets udvikling. Debutpladen var meget punket, Modern Ruin begyndte at inkorporere det rockede, og nu tager bandet så skridtet fuldt ud og overgiver sig til den alternative indierock. Værd at notere er dog pladens stemning og attitude, som kan beskrives med ét ord: cool. Det er svært at høre i starten, men som man kommer igennem pladen, sniger læderjakken og smøgen i kæften sig ind. På ”Latex Dreams” og ”Kitty Sucker” topper det, og før man ved af det, står man som James Dean og læner sig op ad en Porsche 550 Spyder.

Pladen kører desværre også af sporet, når man kommer i tanke om, at indierockens storhedstid for længst er ovre, og End of Suffering reelt set bare gentager, hvad bands som Arctic Monkeys allerede har gjort. Det er ganske veludført, men der er meget få øjeblikke, man for alvor kan pege på og kalde Frank Carters egne. Det er fint, at det er denne retning, bandet ønskede, men der mangler den punk og fandenivoldskhed, som Modern Ruin formåede at balancere sammen med rocken. Ballader som ”Love Games” og titelnummeret burde være arkiveret lodret, da de trækker pladens i forvejen langsomme tempo endnu længere ned. ”Anxiety” redder sig selv i omkvædet, men er ellers også umådeligt tæt på at være rent fyld. Hvis disse numre skulle have en eksistensberettigelse, skulle Pure Love-projektet genoplives og udgive en EP med numrene.

Hvor blev Frank af?

End of Suffering er en plade, der emmer af cool attitude, og savner man velskrevet indierock, men synes, Arctic Monkeys er lige lovlig mainstream, så er End of Suffering et ganske udmærket bud. Man skal bare lige lade være med at kigge på indspilningsdatoen. For gør man det, er det en plade fyldt med samtlige klicheer, som genren har at byde på, uden nogen reel form for nytænkning. Frank Carter & The Rattlesnakes har med End of Suffering fulgt deres lyds naturlige udvikling. I processen har de desværre bare glemt, hvem de er, og hvor de kom fra, hvilket resulterer i en vellydende, men ret ligegyldig plade.

Tracklist

  1. Why a Butterfly Can't Love a Spider
  2. Tyrant Lizard King
  3. Heartbreaker
  4. Crowbar
  5. Love Games
  6. Anxiety
  7. Angel Wings
  8. Super Villain
  9. Latex Dreams
  10. Kitty Sucker
  11. Little Devil
  12. End of Suffering