Musikalsk kvalitet vs eksperimentering
For musikfans har der altid været en diskussion om, hvor meget der bør eksperimenteres med musikken. Nogle fans elsker at lytte til musik, der skubber grænserne for, hvordan man opfatter en bestemt genre, mens andre er tilhængere af udtrykket “hvis det ikke er i stykker, hvorfor så prøve at fikse det?” Der er gode argumenter for begge synspunkter. Et band som Gatecreeper har f.eks. fået enormt meget ros for at spille dødsmetal af den gamle skole i stil med pionerende bands som Obituary og Bolt Thrower. Men hvis disse bands ikke havde turdet at eksperimentere tilbage i slutningen af firserne, havde selve dødsmetal-genren, som Gatecreeper spiller, nok lydt markant anderledes. En vis form for eksperimentering må derfor nok siges at være en nødvendighed, hvis metalmusikken fortsat skal holde sig relevant og interessant. Men i hvilken grad? Forstenet er et dansk band, der i hvert fald har sat sig for at eksperimentere med den musik, de spiller. Men er musikkens kvalitet stadig i første prioritet, eller går den tabt i et forsøg på at skulle skille sig ud fra mængden af bands, der lyder som hinanden?
Godt sammenspil, gode musikere, særpræget udtryk
Lad mig først lige slå fast: Forstenet ved udmærket, hvad det er, de foretager sig, og man kan som lytter også mærke, at den musik, de spiller, både er velovervejet og veludført. Musikerne i bandet er ligeledes ualmindeligt dygtige, og gennem pladens spilletid på en time er det muligt at høre både imponerende soli og sammenspil alle medlemmer imellem. En time må dog også siges at være ret lang tid, (især for et debutalbum) hvilket desværre også trækker albummet en smule ned i karakter, da bandet ikke altid formår at fastholde lytterens interesse. En sang som “Dissonans II” er her et godt eksempel på en sang, der trækkes lidt længere ud, end hvad godt er. For selvom sangen er atmosfærisk og rimeligt stemningssættende, holder den lave bpm sangen tilbage fra fuldt ud at udvikle sig og blive dynamisk og interessant. Det er ikke fordi, der ikke er noget at komme efter på dette nummer, da der til tider spilles meget ørehængende passager fra både bassisten og guitaristen. Sangen lyder dog langt hen af vejen mest som et jam i øvelokalet, og man kan dermed spørge sig selv, om det virkelig hører hjemme på albummet.
Vokalen og lyrikken på albummet er nok det mest eksperimenterende ved pladen, hvilket både er dens styrke og svaghed. Åbningsnummeret “Ephemeros” er et godt eksempel på både det gode og det lettere ærgerlige ved den måde, forsanger Lauritz Andersen vælger at bruge sin stemme på. Skiftet imellem, han synger clean og screamer, passer godt til sangens dynamik, ligesom hans høje skrig gør det. Problemet ved de stykker, han synger clean, er dog, at han oftest nærmere messer end synger teksten. Dette giver lidt uheldige associationer til firsernes dystopiske digtestil. Dette bliver selvfølgelig ikke gjort bedre af teksten, “Ja vi tænder for kassen, og sluger al verdens gift” der lige så godt kunne være taget direkte ud af et Strungedigt. At Andersen benytter sig af denne vokal type gennem meget af albummet er lidt en skam, da han besidder en ganske udmærket stemme, når han synger i stedet for at “messe”. Dette høres f.eks. i omkvædet til “Intet Bliver”, hvor hans stemme på mange måder minder om Matt Bellamys fra Muse. Det er sjældent at høre en sanger med en sådan kontrol over sin stemme, især når det er i så højt et lege. Jeg ærgrer mig derfor lidt over, at han ikke benytte sin stemme på denne måde gennem mere af albummet.
Meget godt, dog plads til forbedring.
Albummet har mange plusser og mange minusser, hvilket gør det enormt svært at forholde sig til. For lige så meget som Andersens messende vokal generer mig, lige så meget beundrer jeg bandets sammenspil og sans for melodi. Lige så meget som jeg kan ærgre mig over de til tider lidt for lange og udynamiske tendenser, lige så meget sætter jeg pris på bandets tekniske kunnen og pladens krystalklare produktion. På nogen måder ville jeg derfor mene, at pladen vægter at være eksperimenterende lidt for højt i forhold til, hvordan den prioriterer den overordnede kvalitet. Det er dog min erfaring, at meget af den musik, jeg bedst kan lide i dag, har taget lidt tid for mig at kunne lide, og at man nogle gange skal give musikken en del gennemlytninger, før man rigtigt sætter pris på den. Dette vil jeg dermed heller ikke udelukke kunne være tilfældet med Forstenet, og hvem ved, måske vokser denne plade også mere på mig med tiden. Indtil videre ender den dog på fem kranier.
