Enragement - Extinguish All Existence

Extinguish All Existence

· Udkom

Type:Album
Genrer:Brutal Death Metal, Death metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: 8/10 baseret på 1 stemme.

Dommedag er åbenbart nær

Over den sidste halve milliard år er der forekommet fem store masseudryddelser, hvoraf den mest kendte er udryddelsen af dinosaurerne. Årsagerne til disse masseudryddelser er mange: større vulkanudbrud og asteroidenedslag er blandt de åbenlyse. Men hændelser som global opvarmning, iltsvind i havene og noget så moderne som overforbrug af naturressourcer kan også lede til masseudryddelser. Og netop, at de tre sidstnævnte årsager er noget, som det moderne menneskes eksistens må siges at have stor indflydelse på, gør, at visse forskere argumenterer for, at vi er godt på vej mod den sjette masseudryddelse. Finske Enragement har dog et godt bud på, hvordan vi undgår en ny masseudryddelse med titlen på deres seneste skive Extinguish All Existence.

Indrøm nu bare at vold kan være godt

Godt i tråd med død, ødelæggelse og mishandling af diverse objekter, så gør Enragement sig i dødsmetal, som bestemt ikke er bleg for at kigge dybt i den brutale gryde.

Hvilket som udgangspunkt er en fremragende ide. Åbneren “Vorarephilia” nikker både til giganter som Abominable Putridity og Katalepsy, men trækker samtidig i en retning af tilbageholdende Cytotoxin, hvilket giver den lækre følelse af en knust brystkasse, hvor man akkurat overlever, uden at lungerne fyldes alt for meget af blod. Generelt er det i grænselandet for det brutale og let tekniske med et strejf af melodi, at Enragement befinder sig bedst. De soli, tappede sektioner og andet guitar-lir, der, tilsyneladende med lethed, bugter sig ind og ud mellem de ustoppelige blasts, dobbeltpedaler og hydraulikpresserytmer på “Natural Mass Asphyxiation”, er fremragende. At titelnummeret trækker guitaren i en mere melodisk, nærmest østerlandsk retning, uden at skrue ned for den soniske borehammer, er endnu et glimrende træk fra finnerne. At “Parasitic Ingress” så ikke lige lagde mærke til noten om overlevelse, og vælger at åbne med et klassisk brutalt døds-groove, tungt som en armeret betonklods direkte i mellemgulvet, skal bestemt ikke beklages. En gang imellem er rå og simpel vold ganske enkelt løsningen.

Noget andet, som Enrage ofte mener også er løsningen, er uhæmmet brug af blastbeats. Hele pladen lider reelt set af en total fejlfortolkning af, hvordan Abominable Putridity “lader op” til at vaske dit ansigt med en vinkelsliber. Men især på “Incestiferous Abomination” tæver finnerne afsted, som blev de betalt per lilletrommeslag. Nok kan blasts sætte gang i kedlerne, men teknikken er bestemt ikke lig progression, og der er ingen sandhed i, at jo oftere man hamrer derudaf, jo mere indhold har et nummer. På trods af, at Enragement egentlig har et udmærket tag i småprogget brutal død med et strejf af melodi, så er det tydeligt, at bandet gerne vil undgå det brutale dødsstempel. Og undvigelsesmanøvrerne er ikke altid lige pæne. “Hypercarnivorous” ville egentlig have været et udmærket nummer, hvis det ikke var for sine insisterende forholdsvis lange sektioner af Super Marios “game over”-melodi på meth. “Pathogenesis” starter ligeledes udmærket ud, men det der med at bare planke halvdelen af nummeret fra en håndfuld Inferi-riffs på sidste salgsdato, det slipper gruppen lige så uskadt fra, som var det et frontalsammenstød med en bunker.

Jeg er vred, men også lidt skuffet

Langt hen ad vejen slipper Enragement ganske fint fra ikke at bekende sig til en bestemt del af dødsmetallen. Den kranieknusende tyngde spiller glimrende sammen med gruppens hang til diverse former for guitar-lir, specielt når tyngden ryger helt i bund. Extinguish All Existence beviser dog også tydeligt, at hvis man er tangerende til fobisk over for genrekasser, så ender det ofte i tåbeligheder, hvor panden rendes meget hårdt mod muren. Og hvis finnerne endelig skal kigge nogen over skulderen i jagten på brutal prog og teknik, så skulle de da gøre det på enten Cytotoxin, Afterbirth eller Flaahgra.

Tracklist

  1. Vorarephilia
  2. Abyssal Hellscapes
  3. Pathogenesis
  4. Parasitic Ingress
  5. Harbingers of Degradation
  6. Vesuvius
  7. Hypercarnivorous
  8. Insectiferous Abomination
  9. Natural Mass Asphyxiation
  10. Extinguish All Existence