Rumrejsen år 2018

Jyske Embryo har efterhånden et par ep’er i bagagen, blandt andet Eclipse fra 2016. Nu, to år senere, er kvartetten klar med opfølgeren Europa, der har fået navn efter Jupiters måne. Bandet sigter altså højt – men rammer de? Ikke altid.

Hyggerock uden de store udsving

Embryo spiller 70’er-inspireret stoner rock – og det gør de egentlig fint nok. Lyden er lækker, instrumenterne er velspillede, og indimellem møder vi en skarp vokal. Det hele tegner umiddelbart godt, så hvad kan slå fejl? Det kan sangskrivningen. På Europa finder vi en række ujævne numre, der svinger mellem kedeligt, ligegyldigt og ganske habilt. Sikke en tur.

Lad os starte med det positive: Produktionen sidder (næsten) lige i skabet. Det er bandet selv, der har stået for både indspilning, mix og master, og det er de altså sluppet rigtig godt fra. Musikken er både sprød og levende, og ingen af de fire numre er smurt ind i unødig lir eller smarte effekter. Det er en ærlig lyd, som passer godt til genren. 

Desværre halter sangmaterialet markant bagefter, hvilket gør Europa til en blandet oplevelse. Den starter egentlig ok med ”A Drink From Your Soul”. De 70’er-groovede guitarer og det simple beat svinger fint, og sangen leverer alt, hvad man kan forvente af en gængs stenerrocksang. Der er intet, som overrasker – hverken positivt eller negativt. Bedre går det på tredje skæring ”Isolation”. 70’er-viben er intakt, men denne gang viser bandet en hårdere side af sig selv. Der er mere punch i guitaren, og frontmand Jeppe har fået noget snavs i stemmen. Et råt udtryk som dette klæder Embryo vældig godt. Desværre er kompositionen stadig ikke helt oppe at ringe, og det er faktisk kun omkvædet, der formår at gøre indtryk.

Nu til det virkelig tvivlsomme: ”That Awful Sound”. Her sætter drengene tempoet ned og tilføjer en skefuld progressive elementer. Intentionen er sikkert god, men resultatet er simpelthen kedeligt. Der findes ingen spændingsopbygning eller kreative indspark – bortset fra en jævn ligegyldig guitarsolo mod slutningen af sangen. Øv. I den kedelige ende finder vi også titeltracket ”Europa”. Drengene formår her at skabe en fin stemning, og det syrerockede guitarindslag til sidst er helt sikkert noget, bandet kunne dyrke mere. Alligevel mangler der nogle stærkere hooks – for jeg når altså at gabe mange gange, inden sangen er slut.

Embryo er ikke dårlige musikere; de skal bare udfordre dem selv og deres kompositioner noget mere. Alt for ofte vælger de den sikre løsning – og gutter, lad os være ærlige: Den sikre løsning er ofte også den kedelige løsning.