Pas på, du ikke klokker i det
Brugen af klokker optræder i et hav af forskellige religioner. Kristendommen, hinduismen, islam, ja selv en mere moderne religion som Wicca anvender klokker til et hav af forskellige seancer, ritualer og hvad man ellers kalder en samling af folk med fælles fantasivenner. Det "klokkeritual", de fleste af os er bekendt med, er nok de tre slag for Faderen, Sønnen og Helligånden inden en gudstjeneste påbegyndes. En anden brug af klokker finder man dog hos italienske hekse, som bruger dem til at rydde et område for onde ånder inden en eventuel seance. Hvad disse klokker kaldes på italiensk, aner jeg ikke, men på engelsk kaldes de "devil driver", hvilket også er der, Dez Fafara og kompagni har taget navnet fra. Og meget apropos onde ånder så er amerikanerne klar med Dealing with Demons Vol. II.
Få nu uddrevet de dæmoner
Medmindre man har været bosiddende på Mikronesien eller de sydlige Sandwichøer i de sidste to årtier, så er man nok godt bekendt med Devildriver og deres status som et af verdens førende groovemetalbands. Dealing with Demons Vol. II har bestemt også groove, dog i en noget anden udgave end vi kender den fra Dez og hans håndlangere.
Numre som "Nothing Lasts Forever" og "Bloodbath" opererer med nogle stærkt Korn-inspirerede nu metal-grooves. Hvilket egentlig ikke lyder helt dumt, og når man har in mente, at nu metal er ved at få en lille renæssance, så giver nu-retningen god mening. Og det er så også mere eller mindre her, at det ophører med ting, der giver mening på Dealing with Demons Vol. II. Ikke i en Outlaw 'till the End Vol. I forstand, men mere i en: "Hvorfor har Devildriver på "I Have no Pity", "Mantra" og "It's a Hard Truth" skiftet melodøden ud med kedelig og gennemsnitlig metalcore?". Specielt sidstnævnte lyder som en voldsomt punkteret udgave af "Head on to Heartache (Let Them Rot)" fra The Last Kind Words. Og når man tænker på, at Devildriver har merch med teksten "Genuine California Groove" påtrykt, så kan man ikke blive andet end skuffet over manglen på kvalitetsgrooves på numre som "I Have No Pity" og "Mantra", der lyder som noget, ChatGPT kunne fyre af i et tidligt betastadie. Men det kan være, man skal forstå Devildrivers "genuine" på samme måde som betegnelsen "genuine leather", hvilket er den laveste kvalitet af læder.
Dermed ikke sagt, at Devildriver har givet os en decideret ørebæ. For der er som sagt lidt mere mening at hente. "Through the Depths" og især "This Relationship, Broken" trækker i den grad tråde tilbage til den fænomenale Pray For Villains, hvor vildskaben, passionen og bandets kendetegnende groove sidder lige i skabet – perfekt rundet af med de velkendte Iron Maiden-inspirerede soli. Det er lækkert at høre, bandet stadig kan, men det rejser så spørgsmålet: "Hvorfor kun på to numre?". Så som det var tilfældet med Dealing with Demons Vol. I, så mangler Vol. II også aggressionen og de vilde højoktan grooves, der gjorde, at Devildriver i slutnullerne/start-tierne kunne sætte rekorder for største circle pits.
Hvor er de hellige klokker, når man skal bruge dem?
Ret skal dog være ret. Dealing With Demons Vol. II er ikke så stor en fadæse, som moshpit-kulturen på Jelling Festival, men hvis bandet ikke tager sig gevaldigt sammen, er det den eneste festival, hvor de kan starte en pit. Den melodødsinspirerede groove, som har givet bandet deres stjernestatus, er nærmest forsvundet som dug for solen. I stedet bliver lytteren spist af med – ganske vist veludført, men stadig utrolig generisk og gennemsnitlig – metalcore-inspireret groove metal. Det lyder udmærket, men novra, hvor er det tyndt, når man kradser lidt i lakken.
