Mere af samme skuffe?
Der er mange grunde til at respektere Fenriz og Nocturno Culto: De var med til at starte en af metallens allervigtigste subgenrer. De har altid insisteret på at gå deres helt egne veje, og hvad er mere ’metal’ end det? Endelig har få andre i vores verden arbejdet så stabilt, at de nu kan udgive deres 20. studiealbum siden 1991. Men hvor længe kan man leve på fortidens bedrifter? De sidste mange år har man fornemmet, at der var tale om venstrehåndsarbejde, når de excentriske nordmænd sendte nyt på gaden. Når nu Astral Fortress er på gaden bare et år efter Eternal Hails, kan man godt frygte mere af samme skuffe…
Hvor er de to andre?
Første single, ”Caravan Of Broken Ghosts”, som også åbner albummet, bekræfter kun frygten for gentagelser, men på den anden side er det jo slet ikke et ueffent nummer. I introen spilles det gennemgående riff af en akustisk guitar, der, langsomt, erstattes af en elektrisk ditto. Hørt før, men det lyder bare pokkers godt. Ellers konstaterer man igen, hvor skørt meget Nocturno Culto efterhånden lyder som mægtige Tom G. Warrior fra Celtic Frost. Efter tre minutter sættes der tempo på ”Caravan”, et nyt riff præsenteres og endda en solo. Pludselig er vi ovre i speed metal her, og hvorfor ikke? Ellers opholder Darkthrone sig stadig mest i doom-land, og de fleste riffs lyder som noget, Tony Iommi kunne stå bag. Referencerne er med andre ord præcist, som de har været siden Arctic Thunder fra 2016.
På de fleste sange sker der ikke ret meget, og Astral Fortress står og falder dermed med gode riffs. Selvom de lyder temmelig ens, er der heldigvis en del riffs fra den godkendte ende af skalaen. Man bliver alligevel helt begejstret, når der en sjælden gang bruges et tremmolo-riff som i indledningen til ”Impeccable Caverns Of Satan”. Ja, det hedder den faktisk, og den titel, samt flere andre (ikke mindst ”The Sea Beneath The Seas Of The Sea”), indikerer jo kraftigt, at nordmændene ikke tager det her specielt seriøst længere.
Heldigvis er der langt flere korte numre denne gang, for de mange lange sange var ikke kun ved at tage livet af vores anmelder på sidste års Eternal Hails. Den større dynamik i sanglængde har den effekt, at pladens længste nummer, førnævnte ”The Sea Beneath…” får mere plads til at være episk, og dermed et højdepunkt. Det hjælper så også, at der som alternativ til de standard Sabbath-riffs, vi igen og igen får serveret, trækkes lidt på psykedeliske 60’er-referencer i dette nummer. I sidste ende er dog svært ikke at få den tanke, at Darkthrone generelt begrænser sig selv langt mere end nødvendigt. Riffs, rytmer, ja trommerne i det hele taget, er fra metalskolens grundkursus, og det er ærgerligt, at de ikke benytter den nærmest encyklopædiske viden, Fenriz har om metal, til at udvide udtrykket bare en smule mere. Som det er, kommer man konstant i tvivl, om det ikke snarere er Tony Iommi og Tom G. Warriors lidt mindre talentfulde kloner, der står bag denne plade.
Rust og flade dæk, men masser af charme
Som en gammel, rusten diesel-traktor, der burde være sendt til ophugger for længe siden, pløjer Darkthrone fortsat derudaf. Men som så meget andet gammelt og næsten udtjent materiel, er der bare en grundlæggende kvalitet og smittende charme under al rusten og de flade dæk. Men hvor seriøst tager de to Darkthone- legender selv projektet, og hvorfor gør de sig ikke mere umage? Svært at svare på de spørgsmål, men i betragtning af hvor god Astral Fortress trods alt er, kan man kun ærgre sig over, at der ikke bruges mere krudt i studiet. Personligt vil jeg langt hellere bruge min tid på kunstnere, der giver mere af dem selv, og karakteren er derefter.
