Crystal Tears  - Hellmade

Hellmade

· Udkom

Type:Album
Genrer:Power metal, Speed metal
Antal numre:11

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Er du til Power metal med fart på? Så er Crystal Tears' tredje album, Hellmade, et absolut must-have!

Crystal Tears er navnet på et græsk band, der giver den gas inden for genrerne Power og Speed metal. Bandet har været på banen siden 1997, og har i årenes løb jævnligt skiftet bandmedlemmer ud, og har bl.a. en overgang haft en kvindelig forsanger. Siden 2012 har Crystal Tears haft et dansk touch i form af sanger, Søren Nico Adamsen, hvis vokal passer perfekt til bandet. Crystal Tears har, ud over tre demoer, udgivet to studiealbums, og er nu på vej med deres tredje studiealbum, Hellmade.

Hellmade udkommer via Massacre Records, og består af 11 numre, der strækker sig over i alt 40 minutter. Albummet er, ligesom de to forgængere, produceret af R.D. Liapakis(Mystic Prophecy, Suicidal Angels m.fl.) og mixed/mastered af førstnævnte i samarbejde med tyske Christian Schmid. Der er helt klart sket en positiv udvikling fra forgængeren, Generation X, der udkom i 2010, til Hellmade, både lydmæssigt og bestemt også i forhold til vokalen. Produktionen sidder lige i skabet - Der er kommet mere fylde i lyden og f.eks. guitarer og trommer har en langt mere ren og klar lyd, samtidig med at de har langt mere fylde end på de to tidligere udgivelser. Og så er der vokalen – Her shiner Søren Adamsen virkelig! Forgængeren, Ian Perry, havde langtfra den samme power, og holder man de to op mod hinanden, er man slet ikke i tvivl om at Adamsen er et kæmpe plus for bandet, og at han har hvad der skal til, for at få Crystal Tears fremad. Det er lidt spøjst, idet jeg for nogle måneder skrev ca. det samme i en anmeldelse af Artillery-albummet, Legions, hvor det faktisk var Søren Adamsen, der havde rollen som "forgængeren, der ikke passede ind" kontra "bandets nye, perfekte sanger". Så, Søren – Det var jo ikke dig, der var noget i vejen med, i forhold til Artillery. Ligesom det heller ikke er Ian Perry, den var gal med, i forhold til Crystal Tears. Det er simpelthen bare klassikeren med "låget, der passer til gryden", og hvad Crystal Tears angår, er Søren Adamsen den perfekte match. … Og tilbage til Hellmade… Crystal Tears har, med deres tredje album, formået at skrue et album sammen, der har både super lyd, power og melodi. Der er masser af afvekslende guitar riffs og fine soloer, og albummet byder især på numre, som "Violent New Me" og "Resurrection Suicide", hvor der både er tempo og aggressive toner, samtidig med at der også er en utrolig catchy melodi. En lækker afslutning af albummet, er deres cover version af det fantastiske Midnight Oil-nummer, "Beds Are Burning", hvilket de gør super godt! Det originale i nummeret er bevaret, samtidig med at Crystal Tears giver det et fedt twist, specielt i form af guitarerne. Det må siges, at være en version med respekt for originalen, der uden at pille for meget, alligevel giver nummeret et ret fedt indspark.

Crystal Tears har med Hellmade leveret et super fedt album, der absolut fortjener et lyt! Bandets super dygtige musikere kan med sikkerhed finde ud af at håndtere instrumenterne, og sådan har det altid været. Men bl.a. forbedringen af produktion og lyd gør, at Hellmade er MEGET bedre end bandets to tidligere udgivelser, og så er der bandets nye sanger, Søren Nico Adamsen, der giver et markant løft. Jeg håber inderligt, at Crystal Tears bevarer besætningen, som den er nu, for den må være ekstremt tæt på værende perfekt… Og så må Crystal Tears gerne være lidt hurtigere ude med deres - forhåbentlig - næste udgivelse.

Tag et lyt til nummeret Out Of The Shadows her: