Debutanter med erfaring
Så vidt jeg kan læse mig til, begyndte Conviction sin tilværelse som et énmandsprojekt tilhørende Olivier Perron (Temple of Baal med flere), som udgav en demo i 2013. I 2017-2018 blev projektet udvidet til en kvartet med medlemmer fra blandt andre Ataraxie og Mourning Dawn, og denne sammensætning har begået gruppens eponyme debutalbum. Med så erfarne kræfter bag navnet er det rimeligt at have høje forventninger, og jeg er glad for at kunne meddele, at gruppen også lever op til de forventninger, for det meste.
Vellykket sans vokal
Convictions stil er fortrinsvis langsom, klagende og ildevarslende, hvilket er tydeligt allerede fra den minutlange intro og efterfølgende åbner, ”Voices of the Dead”. Rytmeguitaren slår tonen an med slæbende powerakkorder, mens Perrons rene vokal deler rampelyset med leadguitaren, som bruges flittigt til at give sangene og stykkerne karakter. Guitarsoloer forefindes i rigt mål, men føles aldrig påtvunget – de udgør et vigtigt element af sangene, og begge guitarister gør deres ypperste for at give dem mening. Flere af sangene har passager med harmoniserede vokaler, hvori gruppen anvender nogle særegne kombinationer og dur og mol, som lader til at være helt deres egne konstruktioner. Lydudtrykket rundes af med et par klassiske, hårdt rockende doomere i ”Curse of the Witch” og ”Castles Made of Shame”, som hjælper med at bryde et ellers temmelig begravelsesbetonet album op.
Stilistisk set er albummet succesrigt, men der er et væsentligt problem med udførslen. Vokalen er mikset temmelig lavt, og Perron mangler den fornødne sangteknik til for alvor at bære sangene i de stykker, hvor vokalen er i fokus. Albummet igennem lyder det mest af alt, som om han ikke synger fra mellemgulvet. Jeg kan meget vel tage fejl – jeg er ikke korleder – men hvorom alting er, står det særligt grelt til i broen på ”Outworn” samt omkvædet i ”Wrong Life”. I begge tilfælde lyder det nærmest fjollet, som en parodi, når sangeren skal holde en tone (i ”slumbe-e-er” og ”aga-a-ain”, henholdsvis). Den mest vellykkede sang for vokalens vedkommende er ”Castles Made of Shame”, et morderligt medrivende doom-nummer, hvis rockede stil lader til at passe Perron bedre. Dertil fungerer de harmoniserede vokalstykker rigtig godt, hvilket trods alt vidner om et glimrende øre for vokalarrangementer og en vis evne til at ramme tonerne.
Så vidt det negative; Conviction har heldigvis også talent til at kompensere. Medlemmernes erfaring udmønter sig i fortrinlig sangskrivning. Sangene er i konstant udvikling, så den gennemsnitlige sanglængde på cirka otte og et halvt minut aldrig føles overdrevet. Sangene har tilpas forskellige stykker til at retfærdiggøre længderne, og gruppen føjer som regel én eller anden variation til gentagelserne. Som sådan er der tre vers i første egentlige nummer, ”Voices of the Dead”, men ikke to er ens takket være gradvise tilføjelser af melodisk guitarværk. Musikken er langsom – det er doom – men ikke langtrukken. Afslutteren ”My Sanctuary” kunne få et afsnit for sig selv; på elleve minutter leverer det et væld af skiftende humører og bliver ved med at overraske.
Helstøbt udspil
Allerede på debutalbummet har Conviction skabt en veldefineret stil og kombineret den med kompetent sangskrivning. I et tempo nær begravelses-doom skaber gruppen fængende sange, hvor passagerne bygges op med tunge akkorder fra rytmeguitaren og gives liv via melodisk arbejde fra helholdsvis vokal og leadguitar. Vel bevæger sangene sig langsomt, men de bevæger sig også støt fremad, og jeg finder ingen anledning til at ønske mere kortfattethed. Mit eneste tilbagevendende problem er vokalen; man fornemmer, at Perron tidligere har gjort sin gang i hårdere genrer, og at ren, klar sang er uvant territorium. En varm anbefaling til alle doom-fans.
