Nyt fra thrashens Pantheon

Ikke ét ondt ord om Scott Ian, der muligvis er det mest sympatiske menneske i metal-verdenen overhovedet, men der skete altså en fejl, da nogen udpegede The Big Four og besluttede sig for at tage Anthrax med. At Metallica, Megadeth og Slayer hører til, er ingen vel uenige om, men plads nummer fire er mere åben for diskussion. Nogle siger Testament, andre siger Kreator og hvad ved jeg, men glem nu alt om dem, for det er jo klart Sepultura der fortjener pladsen i thrashens Pantheon. Fra Beneath the Remains i 1989 til og med Roots i 1996 udsendte Sepultura fire rendyrkede thrash-mesterværker og viste samtidig, at den genre kan være så meget andet og mere end uendelige Hetfield-, Mustaine- og Hanneman/King-genbrugs-riffs.

Men efter Roots i 1996 eksploderede det hele for Sepultura; Riff-maestro Max Cavalera skred i vrede og efterlod de sørgelige rester til sin bror, Igor. Det blev desværre aldrig det samme for Sepultura, men Max holdt efterfølgende fanen højt i Soulfly og ikke mindst The Cavalera Conspiracy, hvor han i 2008 omsider fandt sammen med brormand Igor igen. Physcosis er gruppens fjerde album, og det forsætter stort set med de Cavalera’ske kendemærker: Stærke riffs, fede grooves inficeret med noget industrial, og lidt brasilianske rytmer.

Fuldstændig overlegen start

Psychosis starter for fulde gardiner med ”Insane” der tonser derudaf med klassiske Cavalera- riffs og masser af både aggression og opfindsomhed. ”Insane” går direkte over i ”Terror Tactics”, der sætter tempoet endnu højere op. ”We Fuck Up Your Life, Terror Tactics, Repent or Die!” proklamerer Max, mens sangen ca. halvvejs inde skifter fuldstændigt karakter, og – efter nogle lidt bizarre lydeffekter –  pludselig går over i et klassisk, tungt Sepultura- groove. En helt kanon start på dette album, men det bliver bedre endnu, for atter en flydende overgang fører til pladens bedste nummer, ”Impalement Execution”, der lader alle de kendte Cavalera- elementer, gå op i en højere enhed: Riffs, grooves, infernalsk raseri, religiøse tema’er og syrede effekter. Det utroligt høje niveau forsætter faktisk nogle sange endnu, ; selv på ”Spectral War”, der til sidst kommer til at lyde som noget der – bizart nok – nærmere hører hjemme på Rush’s sci-fi opus fra 1976, 2112. Weird, men det fungerer, og sådan har det jo ofte været med Max Cavalera gennem hans karriere.

10 og 5 = 7

Og her kommer vi så alligevel frem til denne plades store problem, for der går simpelhent for meget syre-effekter og industrial i dén, og Psychosis taber fuldstændigt pusten i løbet af anden halvdel. Selvom der er enkelte lyspunkter, som fx den herlige ”Judas Pariah”, hvor vi er tilbage i de kendte territorier, så er det som om Cavalera- brødrene efterhånden løber helt tør for gode ideer, og har måttet fylde resten af pladen ud med ligegyldigt nonsens. Helt galt går det på sidste nummer, hvor de bringer en uhæmmet hyldest til dem selv: ”From beneath the underground slums of a third world, a two-headed brazilian Godzilla was born. Destined to leave permanent soundsscars on all, under pale grey skies. Hell. Chaos. Pandemonium. The massacre continues, and with no end in sight.”  Ja ja, Max og Igor. Fint nok, men er det ikke lidt mere cool at lade andre stå for ens hyldest?

Første halvdel af Psychosis er uden tvivl til en 10’er, men resten er desværre kun til en 5’er, så vi lander på 7 lunkne kranier til Los Cavaleros.