Sover denne mand aldrig?

Bruce Dickinson er ikke til at at stoppe, på trods af hans mange andre aktiviteter som radiovært, pilot og hans bijob som forsanger et det beskedne Iron Maiden cirkus har manden igen leveret et super solo album. Sammen med hans trofaste seksstrenger, Roy Z har han kreeret ti kommende klassikere, som vil begejstre enhver som har mandens "Accident Of Birth" og "Chemical Wedding" stående i hylden. Desværre er hans gamle Maiden kollega, Adrian Smith ikke med denne gang, men Roy klarer den dobbelte anstrengelse med bravour.

Sangene er igen i en klasse for sig. Selv den glimrende åbner duo "Mars Within" og "Abduction" er ren Metal himmel, med piskende riffs og Mr. Dickinson's enestående organ. "Soul Intruders" er nok en af de tungeste sange manden har lavet i de seneste fem år og lyder som en blanding af Ozzy's "Over The Mountain" og klassisk Priest materiale. "Kill Devil Hill" derimod er en mere afslappet sag med et mægtigt omkvæd og en lækkert æterisk afslutning. Endnu mere i den rolige ende har vi den smukke ballade "Navigate The Seas Of The Sun" som lyrisk vel tager afsæt i mandens "Ghost Of The Navigator" fra "Brave New World" comeback'et. Der udover har den en smuk akustisk lille flamenco solo der beviser Roy's utrolige talent. "River Of No Return" er igen tungere med en decideret Black Sabbath slagside der minder om salige "Heaven And Hell" dage. Helt syret bliver det i slutningen, hvor man virkeligt syrer ud med en masse fede riffs. "Power Of The Sun" er næsten mere Maiden end de selv har været i de sidste par år, med dejligt hurtigt tempo memorable hooks og et godt syng-med omkvæd.

Et skridt tilbage til Bruce's første soloalbum, "Tattooed Millionaire" er der med den beskidte rocker "Devil On A Hog", der dog ikke lige begejstrede mig ved de første par lyt. Mere moderne er den ultra dystre "Believil" som kommer med phaser trommer hvilket sjovt nok ikke lyder ud af plads. Imod slutningen går der endda "Seventh Son Of A Seventh Son" over den med fede keyboard flader, der ikke lyder glatte eller kitschede, men ret så onde. Pladens udsmider og titelnummer starter med et lille Shakespeare citat fra MacBeth. Udover dette kunne det nummer også sagtens have stået på "Accident Of Birth". Facit; Bruce trækker igen det lange strå overfor hans arbejdsgiver Iron Maiden. Denne mand kunne vel næsten fise på hans plader og stadig ville det lyde bedre end det meste af konkurrenterne.