En svanesang fra det hinsides
Historien om Bodom After Midnight er både kort og tragisk. Bandet rejste sig af asken fra det ligbål, hvorpå Children of Bodom blev brændt tilbage i 2019 – blot få måneder efter udgivelsen af album nummer 10, Hexed, som på alle tænkelige måder var en middelmådig og kedsommelige affære. Men kort tid efter bandets første koncert i oktober 2020 skulle det vise sig, at Bodom After Midnight var et overstået kapitel.
For i januar 2021 kom det helt store chok, nemlig at ekstremmetallens svar på Van Halen var gået bort i en alder af 39. At døden var forårsaget af både alkohol og stofmisbrug var dog hverken en overraskelse eller et chok, han var trods alt ”the Wildchild” af en grund. Men med en EP på vej, ganske vist posthumt, var det store spørgsmål jo så, hvorvidt Paint the Sky With Blood ville være en værdig svanesang fra det hinsides eller et sidste søm i kisten.
A blast from the past
Paint the Sky With Blood er en kort udgivelse – selv for en EP. Hvis man ser bort fra Dissection-coveret, så byder udgivelsen kun på lidt over otte minutters ny musik, hvilket ikke lever op til al den hype, der var om Laihos nye projekt. Personligt kunne mine forventninger være på et relativt lille sted – for som tidligere nævnt var jeg ikke just imponeret over Hexed, eller tidligere udgivelser fra Alexi. Faktisk skal vi helt tilbage til Are You Dead Yet? fra 2005, før bandet sidst ramte rigtigt. Men da titelnummeret fra Paint the Sky With Blood så ramte YouTube for et par uger siden, skulle jeg alligevel bruge et øjeblik på at samle kæben op fra gulvet. Ikke fordi Laiho og Co. havde genopfundet den dybe tallerken eller noget tilsvarende, men simpelthen fordi han, her så mange år efter, beviste, at han stadig havde det – og at han aldrig havde mistet det. Paint the Sky With Blood føles og lyder som en direkte opfølger til de helt gamle Children of Bodom-albums, som Hate Crew Deathroll eller Follow the Reaper, komplet med overdrevne guitarsoli og idiot savant-keyboard. Jeg kan ikke lade være med at sidde med tanken om, at det måske var resten af bandet, der de sidste par år holdt Laiho tilbage og trak bandet i en anden retning, for ud fra denne udgivelse er det svært at forstille sig, at det var ham, der ville lave udgivelser som netop Hexed eller I Worship Chaos. For både titelnummeret og Payback’s a Bitch (sangtitler var aldrig Alexis stærke side) er potentielle nyklassikere, når det kommer til Bodom-sange, da de rummer alle de aspekter, som har været med til at skabe Laihos karriere. De har den ungdommelige og naive charme, som de gamle numre havde det, hvor ideen om at jo flere soloer, uanset instrument, jo mere blær måtte være ensbetydende med succes, for folk kan jo høre, at man har øvet sig i årevis! Laiho lyder pludselig, som om han er ung og fyldt med livsglæde igen, hvor han lød træt, og hans guitarspil fremstod ugideligt på tidligere udspil.
Coversangen er derimod unødvendig, men Alexi har altid elsket at lave covers – og fred være med det. Jeg havde nok fortrukket, at de havde valgt et fjollet eller useriøst nummer, som det så tit har været. For selvom de covers ofte lød rædderlige, så klædte selvironi samt fis og ballade Alexi utroligt godt.
Lepää rauhassa Alexi
Paint the Sky With Blood er en bittersød fornøjelse. På den ene side sidder man og godter sig over, at de to originale numre er så gode og imponerende, som de er, på den anden side begræder man, at Laiho ikke længere er blandt os, for med hans død mistede vi en af de helt store guitarvirtuoser, og – at dømme efter de utroligt mange hyldester, der kom – også en utrolig rar og god person, og dem er der måske større mangel på end virtuoser.
