Den nye blomstrende sjæl?
Hvis du ikke har hørt om Blossom's Fall før, er årsagen nok, at La Alma er deres første udspil. En maxi-EP med seks metalcore-numre.
Bandet udgør en trio bestående af Shay Raelynn på vokal, Dion Elloitt på trommer og Matt Torres på ... alt andet. Det være sig guitar, bas, programmering og vokal.
Blossom's Fall hører hjemme i New Mexico, hvorfor en spansk titel, La Alma, der betyder 'sjælen', giver mening.
Kunstige blomster og sjæls forfald
Helt overordnet spiller Blossom's Fall metalcore uden at bringe noget nyt til verden. De fleste numre er bygget over tunge vers med growl og omkvæd, der åbner til ren vokal og et lettere udtryk. Til tider er der rimelige rytmiske breaks og pauseringer samt en stringent stil, men lydbilledet er generelt rungende med åbne guitarakkorder og ditto basgange. Det betyder også, at oplevelsen er rimeligt jævn, og der er ikke mange udsving.
Shay Raelynn står for growlingen, Matt Torres for den rene sang. Og hun skiller sig egentlig nogenlunde positivt ud og leder til tider tankerne hen mod Megan Targett fra Vexed – et band, som Blossom's Fall godt kan sammenlignes med udtryksmæssigt – ikke på kvalitet.
For det mest slående er egentlig, at musikken virker kunstigt konstrueret. Den er ikke sammenspillet, men tænkt frem for følt. Det stemmer fint overens med, at Matt Torres forestår alle instrumentale dele. Det er 'programmeret', inklusive for- og efterprogrammering, som eksempelvis autotune på ”Astray”. Farvel, autenticitet. Og med det, tilbage til de seks numre – for de er faktisk fem. ”Abysmal” er 43 sekunders optakt, som leder direkte til ”Luna”. Hvorfor det har egen titel er uforståeligt, endnu mere fordi ”Luna” mix-mæssigt starter et halvt sekund inde i ”Abysmal”. Det er amatøragtigt skåret.
Og så er der teksterne. Suk! La Alma indeholder en lyrisk modenhed, der ligger på niveau med ungdoms-trivia taget ud af eksempelvis vampyrromantik – i halv goth/halv vampyr; stylet modemæssigt salgbart. På ”Luna” bliver der sat tyk streg under det tekstuelle tema i teenage-transformationens tynde tråd: 'Will I live a life of this torture or come back to you?' Og det hjælper lige fedt, at Shay Raelynn slår over i spansk på sangen ”La Alma”, der afslutter EP´en.
Rent musikalsk ligger højdepunktet i ”Affliction”, der fremstår som et nummer med rytmemæssig integritet og god melodilinje. Det er også ét af to numre, der er udkommet officielle videoer til. Den gør til gengæld intet godt for musikken, og makværket står igen i fuldt flor. Den måde, instrumenteringen bliver håndteret i videoen, fik mig umiskendeligt til at tænke på Iron Maidens mindeværdige optræden med Wasted Years i tysk tv, hvor de i protest mod at skulle spille playback bytter instrumenter undervejs. Det fik mig til i fuld alvor at slå op, om Blossom's Fall egentlig er ment som en joke.
Det er det ikke.
Begravelsesblomster
Shay Raelynn er nok talentfuld – om Matt Torres og Dion Elloitt også er det, er faktisk ikke til at gennemskue. Men det er hende, der gør, at vurderingen ikke er helt i bund. La Alma bringer intet godt nyt til verden, Blossom's Fall lyder kunstigt og tilføjer fem ligegyldige numre til den efterhånden store mængde af intetsigende metalcore.
Hvis udtrykket skulle matches i denne anmeldelse, ville det have været passende at lade en AI forfatte. Kompositioner, præsentation, udførsel og lyrisk univers er på et niveau, der gør, at det er svært at se en egentlig sjæl i La Alma.
Jeg lever ikke i denne tortur, ej heller kommer jeg tilbage.