Elg vs. hjortebille

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg lidt havde glemt, at Bizarrekult stadig var en ting. Så da der totalt ud af det blå pludselig blev annonceret både et nyt album samt smidt en hidsig single afsted, blev jeg ramt af den klassiske 'Gud, dem havde jeg helt glemt!'-følelse. Jeg var egentlig ret glad for debutalbummet fra 2019, Vi overlevde, men den efterfølgende Den tapte krigen var for introvert og blød til min smag. Desuden er elge også meget sejere end hjortebiller. Efter at have hørt førstesinglen, “Blikket Hennes”, kunne jeg dog konstatere, at den bløde introversion var erstattet af godt gammeldags raseri og frustration – og det skal jeg bede om! Så lad os snuppe en tredje runde med Bizarrekult.

Fortovsbeskuende gæstebord

Alt som finnes er helt bestemt den mest hidsige og trve black-skive, som Bizarrekult endnu har produceret – det er bare at beskue pladens cover! Væk er dyrene og symbolikken, i stedet ser vi en række hedenske kultister – og alt i alt ligner coveret noget, der er taget direkte ud af 1990’ernes Bergen.

Det er en langt mere direkte og rå skive, som vi bliver budt på denne gang. Jovist, det er fortsat et moderne bud på den klassiske black, men dette høres primært qua produktionen og mixet. De instrumentelle numre er fortsat forvist til Vi overlevde, og de post-metalliske og shoegazede aspekter er blevet gevaldigt nedtonede, men de er her dog endnu, hvilket man blandt andet kan høre i c-stykket på “Håp“.

Hvor min kollega mente, at Den tapte krigen trak tråde til bands som Deafheaven, Alcest og Møl (dem kommer vi mere ind på senere), trækker Alt som finnes afgjort i en lidt anden retning.

Promo-materialet sammenligner  albummet her med artister som Der Weg Einer Freiheit, Enslaved og Dødheimsgard (dem kommer vi også ind på senere) – og det passer faktisk ret godt. Jeg kommer dog også til at tænke på russiske L’homme Absurd, eller i hvert fald deres album Belong fra 2020.

Bizarrekult har altid været et band, der befandt sig mellem to stole – hvilket er ganske klassisk for et post black-band, som også gerne vil lege med blackgazen. Men hvor andre bands har formået at opnå en perfekt balance mellem bombastisk hyper-aggressivitet og fortovsbeskuende navlepilleri, så har Bizarrekult altid haft noget sværere ved at finde føromtalte balance.

På Alt som finnes er de dog tættere på end nogensinde før. Det unødvendige fedt er, næsten, skåret totalt fra, og Romans sangskrivning og kompositioner har aldrig stået stærkere.

Ergo sidder vi nu med en skive, som rummer ildsprudlende furore, men også eftertænksom og introvert weltschmerz. Enkelte numre er dog stadig lidt for lange i spyttet, her tænker jeg primært på ”Håp”. Men den gotiske Moonspell-klingende intro til ”Tomhet” bygger en helt anden sindsstemning op end den, nummeret reelt set præsenterer os for, og det gør heller ikke albummet nogen reelle tjenester. Kim Song Sternkopf fra Møls vokalbidrag på netop ”Tomhet” er dog med til at understrege netop albummets depressive grundlag. Apropos vokalbidrag, så skal jeg da også lige nævne ”Blikket Hennes”, for her er kigger ingen ringere end Yusaf ’Vicotnik’ Parvez fra Dødheimsgard forbi – det er kun med til at gøre et fremragende nummer endnu bedre, hvilket er ganske forventeligt mandens karriere taget i betragtning. Ydermere, så præsenteres vi også for det bedste Bizarrekult nummer til dato, nemlig ”Verdens Verste”. Post-black med Gorgoroth-bølle riffs, så bliver det næsten ikke bedre!

Gal = glad

Jeg kan lige så godt være helt ærlig: Alt som finnes er, indiskutabelt, den bedste Bizarrekult-udgivelse til dato. Det er et fremragende eksempel på, hvordan man kan lave moderne post-black, som ikke er bange for at holde fast i genrens iskolde, snørklede, og kulsorte rødder. Er der plads til forbedringer og finjusteringer? Jovist, jovist – og ligeså savner jeg da også at albummets cover involverer en form for større klovdyr, men pyt skidt, for når Roman er gal, så er jeg glad!