Er der kun skomagere, der skal blive ved deres læst?

Af og til kan man godt blive træt af dagligdagen og dens vaner. Man kan endda blive så træt af dem, at man rykker teltpælene op, starter helt forfra og finder sin niche. Havde Darkthrone og Rotting Christ ikke skiftet henholdsvis dødsmetal og grindcore ud med black metal, gad vide, hvad der så var sket. For andre er græsset dog ikke grønnere på den anden side. Paradise Lost gjorde bestemt det rigtige ved at komme tilbage til doomen, og efter pladen I C E M A N har projektet Big Chef fundet ud af, at moderne slam-død ikke er sagen og 'vender hjem' på [NO ZOOM NO CUTS] Family Guy Funny Moments Compilation #67 (NO ADS) Try Not To Laugh Challenge haha wow xD + watching my dogs, turn into snakes – ja, det er titlen, og jeg skal allerede nu beklage, at Big Chefs valg af titler får læsevenligheden til at lide et alvorligt knæk.

Meningsfuld manglende forståelse

Som den lettere sindssyge titel antyder, så er den store kok tilbage i det vanlige vanvittige sammensurium af mathcore, deathcore og en usund mængde tvivlsomme beslutninger.

Når de tvivlsomme beslutninger denne gang munder ud i et overraskende sammenhængende værk, så skal det muntre køkken endelig fortsætte. Det kakofoniske harmonikasammenstød af Car Bomb-laserriffs og nukleare breakdowns på “yep, big chef. SKIP pass <<< no good” og “sadie sink your feet into my face” er ganske vist intense nok til at svide dine øjenbryn af, men Big Chefs vanlige fjollerier lyder mere fokuserede denne gang. De absurde lydklip holdes korte og tydeliggør den piskesmældseffekt, som Big Chefs musik har. De længere lydklip håndteres denne gang af gæster, hvilket giver en noget mere autentisk og fuldendt lyd. At høre Ben Burrows fra Same Pains drømme sig væk til et livsændrende footjob på “ben just talking about girls with their toes painted white or somthin, idk” inden et laser-pistols-breakdown saver øregangen midt over, er intet mindre end fantastisk.

Ligeledes at “i hate big chef” smukt misbruger det faktum, at der er betalt for hele guitaren, inden youtuberen Crustbag hyper os op til et så skelsættende breakdown, at vi aldrig kan blive klar til det, for så at afslutte nummeret er den slags teknisk overlegenhed og bragende idioti, jeg elsker ved Big Chef. For bag ved Quentin Tarantino-feticher og lydklip af Peter Griffin, der forfører en gryde vand til at koge, gemmer sig en vanvittig dygtig musiker. Nok kalder kokken selv [NO ZOOM NO CUTS]... for bare endnu et loopet Car Bomb-riff. Men en ting er at smadre samtlige af mathcore-gruppens skæveste riffs sammen i et halsbrækkende tempo. En anden er, hvor fedt det MySpace-corede Lorna Shore- og Inferi-mashup “do you reckon sabrina carpenter knows i exist?” og den synthede lige så MySpacede “inde navarette’s feet at the end of obsession” er, uden at falde uden for resten af pladens kaos.

Midt i denne herlige bunke larm er der dog tidspunkter, hvor man overvejer, om der egentlig er en dybere mening. Helt korte numre som “gelatinous fat piggy”, der bare er et ligegyldigt lydklip og et breakdown, og især “intro”, der som næstsidste nummer bare er et kedeligt hiphopbeat på repeat, virker mere som fyld for at have 20 numre på pladen frem for kvalitative bidrag. Apropos kvalitative bidrag, så er der intet mindre end 13 gæsteoptrædener på pladen. Få af gæsterne når niveauet af nhlfan90 på “do you reckon sabrina carpenter knows i exist”, langt størstedelen er ligegyldige og går ubemærkede hen som Carl Wheezer på “POKIMANE”, men så er der BIG YOGURT på “i miss jake, he’s my barber and friend”. Nok stikker [NO ZOOM NO CUTS]... i mange retninger, men et amatøragtigt rapstykke med flow som en udtørret bæk kan pladen ganske enkelt ikke rumme.

Man siger jo også til syvende og sidst

At vi skulle hen til den syvende og muligvis sidste Big Chef-udgivelse og have besøg af et hav af mennesker, før projektet fandt formen, og dykke ned i kokkens kinks, er ganske vist en smule træls. Når det så er sagt, så er [NO ZOOM NO CUTS]... Big Chef, der har indtaget præcis den mængde kokain og TikTok-brainrot, som mandens ADHD-indhyllede hjerne har brug for for at levere en musikcollage så kringlet, kaotisk og dragende som et Jackson Pollock-maleri. At kunne præstere på så højt et teknisk niveau samtidig med at man får det til at lyde som bragende idioti, er et niveau af musikalitet, jeg kun kan bifalde.