Zornheym - Descending into Madness

Descending into Madness

Udkommer

Type:Album
Genrer:Symfonisk black metal, Black/Death Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 5/10 baseret på 1 stemme.

Patient 0

Zornheym har aldrig ’bare’ bedrevet sangskrivning i ordets traditionelle forstand. Siden 2017 og debuten Where Hatred Dwells and Darkness Reigns har svenskerne bygget deres univers omkring sindssygehospitalet Zornheim: et rædselskabinet, hvor patienter, læger og selve institutionen flettes sammen i én fortløbende fortælling. The Zornheim Sleep Experiment udvidede historien i 2021, mens The Forgotten Inmates – en akustisk EP fra 2023 – afsluttede dens andet kapitel. På tredje fuldlængde bevæger bandet sig imidlertid ikke videre, men baglæns. Descending Into Madness fungerer således som en prequel og graver dybt i asylets fortid, hvor grænsen mellem behandler og behandlet allerede synes faretruende porøs. Bag projektet står fortsat Zorn (eks-Dark Funeral), hvis ambition fra begyndelsen har været at fusionere metal, fabuleringer og visuel iscenesættelse. Spørgsmålet er derfor, hvorvidt Zornheym kan finde selve urkilden til vanviddet, eller om endnu et lag lore ender med at overdøve musikken.

Gys, gru, gak og gøgl

Ambitionerne fejler i hvert fald intet. ”Prologue: From the Depths of Sêlasee” flår med sin trommehvirvel, kor og filmiske dramatik eftertryggeligt scenetæppet til side, og på ”Deus Rex” bliver slægtskabet hurtigt tydeligt. Carach Angrens narrative karnevals-kukkuk, Dimmu Borgirs symfoniske savant og Therions teatralske sans står alle på tæerne af hverandre ude i kulissen. Problemet er dog ikke inspirationskilderne i sig selv. Næh, det opstår, fordi Zornheym ukritisk vælger at drøne selvsamme spraglede bandgalleri i blenderen uden først at determinere, hvilken følelse musikken skal efterlade. Jeg er vokset op med Dennis Jürgensen, Dean Koontz og Stephen King, senere suppleret af Wes Craven og John Carpenter. Hos dem kunne gys, gru, gak og gøgl sagtens dele værelse, fordi man altid vidste, hvem der sov i hvilke senge. ”Somewhere Far Beyond” er lejrskolelederen, vi alle skyede som pesten for at vælte køjesengene rundt. Overgangene pendulerer hysterisk mellem The Nightmare Before Christmas og Trick or Treat, og pludselig står det uklart, om vi skal gyse, grine eller bryde ud i krampegråd under påtvungen fællessang. Den tvivl kunne være et spændende greb, hvis man fornemmede en bevidst selvironisk distance. Det gør man bare yderst sjældent.

På næsten ni minutter lange ”Deep Below” bliver tendensen vanskelig at bortforklare. Her føles det, som om influenterne Shagrath og Seregor er blevet spændt som mere eller mindre ufrivillige trækheste for en slingrende klovnekaret, der ikke helt ved, hvilken vej den vil. Pomp og pragt. Growl og kor. Det skorter skam ingenlunde på teatralske armbevægelser, men længden giver ikke nødvendigvis musikken mere substans. ”Anneliese” understreger paradokset yderligere. Fraseringer som “Come to me, my child”, den hulkende frygt og barnegråden burde hver især udgøre glimrende byggesten til rendyrket uhygge, men i nærværende kontekst kommer effekterne faretruende tæt på ufrivillig komik. Atmosfæren er så legende og overeksalteret, at en selvironisk distance næsten opstår af sig selv, uden at det virker tilsigtet. Og dér må Zornheym snart vælge: Skal vi ad de pompøse, powermelodiske boulevarder med Therion og Blind Guardian, eller skal vi gennem de mere intimiderende stisystemer mod den symfoniske blackmetal? Man må gerne stå med en fod i hver lejr, men når begge døre konstant står på vid gab, ender musikken ofte strandet i foyeren. Ved ”Gallow’s Oak” er vi raslet direkte gennem kaninhullet. Ved galgetræet regerer noget, der kunne være en forskruet honnør til “This Is Halloween”, hvis Shagrath og Seregor havde stået faddere frem for Marilyn Manson. At Manson pludselig fungerer som målestok for det normale, siger egentlig alt om, hvor vi befinder os.

”The Funeral March” burde være vendepunktet. Med afsæt i Chopins sørgemarch og historien om Elise, Dr. Bettelheims hustru, har Zornheym her et konkret tragisk tyngdepunkt at arbejde med. Budskabet 'House of God, no salvation for the dead’ er enkelt, næsten liturgisk og kulsort. Kirkerummet står der, ritualet udføres, men frelsen udebliver. Sørgeligt, men sandt også for denne efterhånden frustrerede anmelder, der er klar til at følge i fodsporene på den gode Maude Varnæs. Bare luk låget på kisten efter jer, ude fra tak! ”Descending” gør frustrationen til en næsten fysisk del af lytteoplevelsen. Nedstigning i vanviddet? Det tror jeg på. Men bestem jer nu. Er det symfonisk metal? Power? Black? Symfonisk power-black? Er det overhovedet en ting? Hov, hvem sagde det? Hihihahiha ... På ”Come Sweet Death” er der derfor en besynderlig lettelse at spore. Kjeld Petersen sagde det egentlig bedst: “Vi er allesammen tossede”. Anthony Perkins gjorde det på sin egen langt mere foruroligende måde, og selv om Zornheym hverken opfordrer os til at råbe efter Dirch eller iføre os mors aflagte kluns, bliver de skingre strygere mod slutningen så Psycho-leflende, at sammenligningen næsten skriver sig selv. Da døren til Zornheim endelig smækker, er lettelsen mere end mærkbar. Sjældent har friheden smagt bedre.

Bøvl med bespændingen

Det frustrerende ved Descending Into Madness er, at Zornheym åbenlyst kan og vil noget. Der er kompositoriske evner, store idéer, gennemarbejdet orkestrering og en næsten manisk vilje til at skabe sit eget univers. Men ambition er ikke det samme som retning. Når rædsel bliver morsom uden tydelig intention, når powermetallens drillesyge eventyrlyst støder frontalt sammen med symfonierne i det blackmetalliske mørke, og når effekterne oftere konkurrerer end samarbejder, forsvinder enhver form for appel. Zornheym mangler ellers ikke hestekræfter og har spændt en imponerende ekvipage for kareten. Desværre lader de den trække i så mange retninger, at turen ender mere slingrende end sindsoprivende. Descending Into Madness vil enormt meget og rammer enkelte øjeblikke, hvor vanviddet faktisk føles dragende. Alt for ofte bliver galehuset dog mere kulisse end rædsel, og efter knap 40 minutter er det ikke kun patienterne, men også anmelderen, der er klar til en spændetrøje og en polstret celle.

Tracklist

  1. Prologue: From the Depths of Sêlasee
  2. Deus Rex
  3. Somewhere Far Beyond
  4. Deep Below
  5. Anneliese
  6. Alone in the Dark
  7. Gallow's Oak
  8. The Funeral March
  9. Descending
  10. Come Sweet Death