En lind strøm af sortedød
Østrigske Belphegor, eller i virkeligheden ’Helmut Lehner og alle de andre’, har siden deres første demo helt tilbage i 1993 leveret en stille strøm af solid, men ikke just nyskabende, blackened dødsmetal. Trods mange personeludskiftninger er der sjældent gået mere end tre år mellem udgivelser af deres stort set altid vellykkede sorte og melodiske metal. Faktisk er de fem år mellem forrige udspil, Totenritual – som vi var meget begejstrede for her på Heavymetal.dk – og så netop udsendte The Devils gruppens længste pause mellem udgivelser nogensinde. Mon det har indvirkning på resultatet?
Soundtracket til Hammer-horror
Svaret på det spørgsmål er desværre det ikke særligt klare udsagn: ’Det kommer an på…’. Østrigernes talent for det storladne og dramatiske er først og fremmest helt intakt. Så når man lytter til The Devils, skal man ikke lukke øjnene ret længe, før man føler sig hensat i en klassisk Hammer-horrorfilm. Men i forhold til gruppens tidlige år er der mindre infernalsk vrede og mere musikalsk variation, og det kan måske skræmme gamle fans væk. Det vil nu være synd, for det meste fungerer ret godt her på Belphegors tolvte udspil.
Albummets første halvdel byder på rigeligt med fængende riffs, men også tilpas meget omskiftelighed til at holde lytteres interesse fænget. Det meste er nok hørt før, og man fornemmer en vis ’vi kører den på rutinen” på sange som ”The Devils” og ”Totentanz”, selvom man umuligt kan lade være med at i det mindste vippe anerkendende med foden. De fleste riffs holder, og de leveres hele tiden på et ret højt niveau. Det samme gør ”Glorifzierung des Teufels”, der starter med noget akustisk guitar, som bandet på en eller anden måde får til at lyde ildevarslende. Lidt doomstemning bliver det også til undervejs, og disse få og enkle tiltag klæder bestemt det samlede udtryk, der elles godt kan blive lidt ensformigt efterhånden, som man kommer igennem albummet.
Men bedst som man tror, at Belphegor mest har gamle tricks og aggression på autopilot at byde på, så leverer de et smukt og sørgmodigt riff i ”Virtus Asinaria – Prayer” – et af albummets klare højdepunkter. Stemningen forsvinder lidt, når vokalerne sætter ind. De er en kombination af dæmpede skrig og messende cleanvokaler, som fungerer fint, men alligevel benyttes lidt for meget på dette album. Men guitarmelodierne er altså yderst vellykkede, og Belphegor har tydeligvis flere strenge at spille på. De kunne med fordel benytte dem endnu mere her på The Devils. Albummet slutter i øvrigt med bonusnummeret ”Blackest Sabbath 1997”, som er et mashup af to sange fra deres andet udspil, Blutsabbath, fra 1997. Her får vi rasende tempo og ur-vrede eksekveret til perfektion, men når et bonusnummer er pladens mest medrivende, er der vel et eller andet, der ikke spiller helt?
Fortjent respekt
Hvis du er nået så langt som til denne afslutning, så har du måske fornemmet det: The Devils, Belphegors 12. album, har budt denne anmelder en klassisk udfordring. At anmelde et udspil fra et band i en sub-genre, man respekterer, men ikke ligefrem er kæmpefan af, er ikke altid nemt. Men når resultatet er så dygtigt leveret som her, må man jo et eller sted overgive sig, og det resulterer denne gang i syv ganske tilfredse kranier. I Belphegors diskografi har The Devils bestemt ikke noget at skamme sig over.
