Københavnerkvintet
Ballast har base i København og består af fem relativt erfarne musikere. Kvintetten opstod i 2016, spiller en progget omgang rock og er nu klar med debut-ep’en Lygtemænd.
Intentionen er bedre end produktet
Ballast er en atypisk størrelse: De har en kvindelig forsanger, og hun synger ovenikøbet på dansk! Det kan være en brandgod idé at udtrykke sig på vores kære modersmål, men i dette tilfælde lykkes missionen bare ikke. Slet ikke. Langt størstedelen af Lygtemænd lyder simpelthen fjollet. Dét er en skam, for der er faktisk en vis dybde i teksterne, og Ballast har tydeligvis noget på hjerte. Budskabet trænger dog aldrig igennem – til dels på grund af sproget, men også på grund af en vaklende vokal og en sparsom produktion.
Selvom bandet hævder, at sangerinde Alma Manley har en ”æterisk stemme”, forekommer den totalt anonym. Vokalen er hverken klangfuld eller kraftfuld, og desuden er Manley tydeligvis teknisk udfordret. Der mangler finesse og styrke. Det samme gør sig gældende på produktionsfronten. Bandet har selv skruet på knapper, og resultatet er ganske ujævnt. Bas og trommer lyder egentlig ok, men både vokal- og guitarspor er alt, alt for tynde. Derved får vennerne aldrig det robuste og dynamiske udtryk, som de søger.
Ser vi bort fra produktionen, er lead-guitaren dog et lille plus; de fine licks og friske soloer pifter det ellers kedelige lydbillede gevaldigt op. Ep’en er i det hele taget fuld af gode idéer, men de færreste bliver eksekveret på en overbevisende måde. Ofte bliver det hele temmeligt rodet – og ikke på den fede proggede måde. Både ”Den Eneste Chance” og ”Lygtemænd” er alt for lange og mangler energi. Førstnævnte starter fint med synth- og guitargøgl, men lige så snart verset går i gang, forsvinder al gennemslagskraft. Øv. Sidstnævnte mangler en stærkere hook og formår simpelthen ikke at opretholde min opmærksomhed i de næsten ni minutter, skæringen varer. Samme triste tendens møder vi på ”Her Fra Tårnet”. Nummeret har fine momenter, men intet skiller sig ud. En smule anderledes er det på den hårdere ”Wild Boy”. Dette nummer fungerer bedre end de tre andre – både sprogligt og instrumentalt. Ved at synge på engelsk og spille mere aggressivt bliver tracket mere appellerende, og bandet lyder næsten selvsikkert. Noget hit bliver det dog næppe…
Der er bestemt plads til forbedringer hos Ballast, men dette er også bandets første udspil. De fem venner skal hjem i øveren og raffinere deres lyd – ambitionerne og idéerne har de allerede.