Fra polerne til Peru
Sidst jeg sad med en Antrisch-udgivelse, roste jeg især albummets koncept til skyerne. Expedition II: Die Passage handlede jo om Sir John Franklins fejlslagne ekspedition til Nordvestpassagen med sit skib, HMS Terror. Med det koncept i mente samt det faktum, at bandets forrige udgivelse, Expedition I: Dissonanzgrat, også handlede om polarudforskning, så kunne man jo godt tænke, at Expedition III også ville handle om frostbid og pelsdragter, men nej! For vi skal skam hverken laste ishakker, snesko eller slædehunde – i stedet skal vi til at polere vores morionhjelme, lade vores muskedonnerter og bede en bøn til Skt. Brendan. For denne gang skal vi til Peru sammen med Lope de Aguirre med ét formål: at finde El Dorado! ¡Adelante!
Manisk metal-historie!
Hvor Expedition II: Die Passage var relativt standardiseret atmo-black, er Expedition III: Renitenzpfad Marañones betydeligt mere legesyg og melodisk og minder derfor mere om Expedition I: Dissonanzgrat. Det er ganske klædeligt, for det står egentligt til musikken, at den tør være mere bombastisk og frembrusende, ydermere viser det, at Antrisch faktisk kan så meget mere end 'bare' at spille klassisk atmo-black. Tag nu bare den lillebitte guitarmelodi, der kører under versene i ”Conquista – Prolog”, den er simpel, men yderst effektiv og særdeles delikat. Ligeså har vi de grynede power chord-passager i ”III. Los Marañones I Nattern & Narren”
Der, hvor Antrisch dog endnu engang brillerer, er, når det kommer til historiefortællingen samt brugen af musikalske virkemidler til at understøtte narrativet. Albummet handler om den baskiske conquistador Lope de Aguirre, en af de mest brutale og gale conquistadorer igennem verdenshistorien, og det siger alligevel en del. For at understrege både hans etniske ophav, galopperende vanvid og ekspeditioner i Perus regnskove, er der både spansk guitar, jungletrommer og fuglekvidder med på albummet. Samtlige sange har da også diverse maniske passager, hvor tempoet stiger og falder i intensitet for at cementere, at Lope var en blodtørstig og paranoid galning.
Christian Wolf (eller Maurice Wilson, som han kalder sit musikalske alter ego) er ydermere en mester, når det kommer til at levere det, man nok bedst kan beskrive som 'en sammenbidt vokal'. Jovist, at han synger på tysk, tilføjer da også en hel naturlig portion galde, men måden han snerrer og hvæser på, er intet mindre end perfekt.
Ligesom på de to forrige albummer er der et par spoken-word passager hist og pist, som alle skal forestille at være dagbogsnotater og strøtanker fra Lope – hvilket igen er en skøn historiefortællingsmekanisme. Min favorit må være den fra introen på ”VI. Verschanzt – Perleneilandterror”, her kan man virkelig høre, hvor fantastisk Wolf/Wilson er til at lyde som en, der er ved at miste forstanden.
Das gewisse Etwas
Jeg er kæmpe fan af bands, der formidler verdenshistorien – især hvis de gør det via eminent black metal – og det gør Antrisch. Expedition III: Renitenzpfad Marañones er en forrygende skive, der viser, at bandet ikke er bange for at gå nye veje, men samtidig ved, præcis hvad de er, og hvad de kan. Det er bestemt en bedre skive end den forrige, hvilket jeg da også havde håbet – og forventet – ikke fordi Expedition II: Die Passage var dårlig, langt fra, men der var enkelte ting, der kunne forbedres og finjusteres. Dog så mangler jeg stadig lige det sidste oomph fra Antrisch, 'das gewisse Etwas', ville de nok selv kalde det. Hvor meget jeg end holder af Antrisch og deres musik, så er jeg ikke helt blæst bagover – nok kan jeg godt mærke stormen, men jeg har ikke helt mistet fodfæstet endnu! Men mon ikke det sker på Expedition IV?
