Guf for historielæreren
Tyske Antrisch er et ret så nyt projekt, der startede tilbage i 2020 – et år, hvor vi alle pludseligt havde virkeligt meget fritid. At black metal-bands ofte dykker ned i enten litteraturen, mytologien eller diverse historiske begivenheder for at finde både deres inspiration og identitet, er der intet nyt i, men jeg kan ikke komme i hu om andre bands, der har valgt at identificere sig som et polarudforskningsorienteret band. Kort og godt betyder det, at al lyrik omhandler diverse ekspeditioner til både Nord- og Sydpolen, og at alle medlemmer har påtaget sig identiteter efter diverse polarforskere og eventyrere som Robert Falcon Scott, Maurice Wilson og Otto Schmidt. Expedition II: Die Passage er både bandets debutalbum og efterfølgeren til Expedition I: Dissonanzgrat fra 2021 – og derudover er det uden tvivl det første, og eneste, metalalbum, der omhandler Sir John Franklins fejlslagne ekspedition til Nordvestpassagen med hans skib HMS Terror.
Det tyske brøl
Ved første lyt virker Expedition II: Die Passage til at være helt formularisk atmosfærisk black metal med alt, hvad det indebærer. Men hvis man lytter nøje efter, opdager man, at hvert af de seks numre har tilpas mange små tvists og særegne elementer til, at de formår at have sin egen identitet. Eksempelvis brugen af ”Rule, Britannia!” på ”I Festgefroren – Packeisfalle” eller den underliggende guitarmelodi på ”IIIII Exodus | Tundrataumel – Croziers Bürde”.
Men Atrischs største styrke ligger i Maurice Wilson – eller Christian Wolf, som er hans borgerlige navn. Hans snerrende og sammenbidte vokal formidler virkeligt den frustration og smerte, som kaptajn Crozier uden tvivl har følt igennem hele ekspeditionen. Tysk er naturligvis også det oplagte sprog til at videreformidle smerte. Eksempelvis er vokalintroen til ”III In Perpetuum” af en så bidsk karakter, at man nærmest kan mærke polarkulden.
Men med dette fokus på vokalen er bandets beslutning om at inkludere et instrumentalt nummer, nemlig ”IIIIII 68° 15′ N 98° 45′ W – 68° 54′ N 98° 56′ W” (som er koordinaterne for henholdsvis Nordvestpassagen samt vragene af både HMS Erebus og HMS Terror), et spøjst valg. Jeg er ikke verdens største fan af instrumentelle numre, da det tit kræver, at musikanterne er ekstraordinært gode komponister, hvis et vokalløst nummer skal holde min interesse. Nok er ”IIIIII 68° 15′ N 98° 45′ W – 68° 54′ N 98° 56′ W” ikke ”Orion” eller ”Suicide & Redemption”, men det til trods så er det egentligt et ganske udmærket nummer og en fin lukker. Det er ikke utænkeligt, at den manglende vokal skal symbolisere det faktum, at Franklin selv døde på sin ekspedition.
Enkelte skønhedsfejl
Rent konceptuelt så er Expedition II: Die Passage helt og aldeles utvivlsomt en 10/10-udgivelse. Men nu er koncept jo ikke alt, og vi er derfor også nødt til at se, om musikken kan leve op til ideen. Heldigvis går det bedre for Antrisch, end det gjorde for HMS Terror, og projektet når derfor sikkert i havn. Der er dog enkelte fælder, som bandet falder i, som det helt generiske papkasse-blastbeat-trommespil, som 90 % af alle black-bands har det med at bruge. Men det er jo en debutplade, så begynderfejl og deslige er absolut forventelige, og det ændrer ikke på, at Expedition II: Die Passage samlet set er en rigtig god plade, og Antrisch er ligeså et af de mere spændende bands, jeg er faldet over i år.
