Det bobler og bruser
Jeg har tidligere været udsat for Alkymists buldrende lyd - dengang på debutudgivelsen Element. Værket var en ep med fire potente skæringer, og jeg tøvede ikke et sekund med at smide en pæn karakter af sted. Nu - godt og vel ni måneder senere - er bandet klar med opfølgeren Alkymist, og spørgsmålet er blot: Kan drengene fortsætte det høje niveau?
Hårdt arbejde …
Svaret på ovenstående undren er et stort og rungende ja. Alkymist ved, hvordan god musik skal skrues sammen, og de formår samtidig at udfordre genrekonventionerne. Lyden stikker i alle mulige retninger, og netop derfor når lytteren næppe at kede sig. Det er ikke bare doom, der blandes med sludge, prog og post metal; der er også plads til mere eksperimenterende og legende passager. Bandet har således bevaret de bærende elementer fra debutudgivelsen - og smidt lidt ekstra lækkerier ind i billedet.
Dette skal forstås ganske bogstaveligt: Alkymist består nemlig af tre genindspillede numre fra Element, en fortsættelse af "Black Egypt" samt to spritnye numre. Både "Djinn", "Myling" og "Paradise" var også at finde på debuten, men har nu fået en mindre makeover. Arrangementerne er stort set de samme, men især produktionen er blevet markant bedre. Her har bandet fået hjælp af Lasse Ballade (Ballade Studios), og det er lykkedes dem at skabe et virkelig tæt lydbillede: Guitar og bas rumler løs, trommerne er bløde, og Peter Bjørnegs vokal ligger solidt i midten af mikset.
I det hele taget fylder Bjørnegs vokal meget, og det er svært ikke at lade sig imponere - fx i den potente "Djinn". Her smelter vokal og guitar sammen til en brandfarlig masse, og Bjørneg veksler ubesværet mellem insisterende vrængen, mystisk hvisken og rallende råb. Den flotte præstation fortsætter i nyfortolkningerne af "Myling" og "Paradise". Førstnævnte skruer tempoet helt i bund, bliver nærmest hypnotiserende og giver god plads til bassen. Stemningen er melankolsk, og der er en rigtig god progression i sangen. Det samme kan siges om "Paradise", der muligvis er pladens stærkeste skæring. Det slæbende riff tvinger hovedet i bevægelse - en langsom bevægelse, vel at mærke - og den bærende melodi er simpelthen ikke til at glemme. Se, dét er doom, når det er allerbedst!
Midt på pladen finder vi "Black Egypt II" - en lille instrumental sag, der ikke gør meget. Albummet havde nok stået lige så stærkt uden. Nuvel. Mere interessant bliver det på "Ghost", der er pladens korteste reelle nummer. Skæringen er ikke nogen actionmættet affære, men stemningen er betagende, og endnu en gang brillerer Bjørneg. På "Serpent" hører vi skvulpende vand, og hele skæringen bliver faktisk ret poetisk - lyt blot til den flotte sangtekst. Desværre bliver den også en anelse lang i spyttet, og jeg tror sagtens, at Alkymist kunne skære et minut eller to fra dette nummer.
… betaler sig!
Alkymist kan deres kram - dét beviste de allerede på debutudgivelsen Element. Siden da er musikken blevet finpudset yderligere, og selvom Alkymist desværre ikke byder på mange nye numre, er resultatet ganske imponerende. Bandet tør at eksperimentere, og kun få steder falder idéerne en smule til jorden. Flot arbejde!
