Solidt og stærkt medrivende album fra de schweiziske alt-rock mestre
Ahaaaaaaahh, er det dem? Ja, sgu!
Schweiziske 69 Chambers er muligvis ikke et band, der får de mest aggressive og insisterende klokker til at ringe hos folk; men hæng lige på, for måske kender du dem faktisk.
I 2009 kom debutalbummet War On The Inside og tre år senere kom opfølgeren Torque. Herefter besluttede trioen sig for at holde pause, så frontkvinde Nina Vetterli-Treml kunne arbejde som journalist for et bilmagasin(!), og hendes mand, guitarist Tommy Vetterli (også kendt som Tommy T. Baron), kunne genoplive legendariske Coroner. Ringer klokkerne nu? Uanset er 69 Chambers nu klar med deres tredje langspiller, Machine, og det er en ganske solid skive.
Velskrevet, homogent og medrivende
Såfremt du ikke kender dem, er 69 Chambers et band, der uden tvivl vil være guf for fans af slut-90’ernes og start-00’ernes rock/metal crossover-navne med kvindelige forsangere, såsom Anouk, Garbage og Skunk Anasie. Forestil dig en metal-udgave af Tori Amos parret med en sur Alanis Morrisette på et bagtæppe af en blanding af Soundgarden og A Perfect Circle. Lyder det sært? Det er det ikke. Tværtimod er det ekstremt lyttervenligt og iørefaldende. Frontkvinde/bassist Nina Vetterli-Treml har en fantastisk dragende stemme, Tommy Vetterli en simpel men hamrende potent guitar og trommeslager Diego Rapacchietti (ex-Eluveitie, ex-Coroner) sørger for den uforlignelige dynamik. Ingen trylletricks eller indviklede fiksfakserier – kun superfed musik.
Motorentusiasten Nina Vetterli-Treml har engang udtalt, at “a guitar or a bass need to sound as evil as the air cooled boxer engine of a vintage Porsche”, og det er i dén grad til at høre på Machine. Allerede ved åbneren “Deceleration” høres det hårdtslående og dynamiske drive, og det gentages på blandt andre “F.Y.L.” og ikke mindst “Happiness”. Virkemidlerne er simple, men af og til er det også bare det mest effektive. Et par fede riffs og et catchy hook, og så kører bussen.
Enhver god plade forstår dog også at balancere det hårde og det knap så hårde, og det er selvfølgelig også tilfældet på Machine. Den fransksprogede “Métamorphose” er sammen med skivens måske bedste nummer “Loaded Gun” nogle fantastiske skæringer, der får sammenhængskraften på skiven til at være helt sublim. Her høres Nina Vetterli-Tremls enorme sangskrivningstalent tydeligt, og disse velskrevne numre kan kun have været en fornøjelse at producere for altmulig- og ægtemand Tommy.
90’ernes kvinderock er bestemt ikke død
Machine tilføjer ikke noget nyt til det store men ikke desto mindre uhyre spændende felt, der kaldes alternativ rock/metal-crossover. Faktisk leder albummet mest af alt bare tankerne tilbage på den musik, der blev hørt til undertegnedes gymnasiefester for snart tyve år siden, men hold da lige fast hvor gør de det godt!
Brugte opskrifter skal ikke trække ned, såvel som individuel nostalgi ikke skal trække op – jeg nøjes bare med at konstatere, at indenfor denne genre af alternative rockbands er 69 Chambers rigtig fede og Machine er en rigtig solid, stærkt medrivende og flot udført skive.
