John Arch vender tilbage!

John Arch vender tilbage!

Godt nyt til dem, der har sukket efter en opfølger til John Archs EP "A Twist of Fate" fra 2003: Fates Warnings oprindelige forsanger John Arch er sammen med Jim Matheos (der udover sit engagement i Fates Warning og OSI også bidrog med guitar og lidt komposition på førnævnte EP) i studiet for at indspille et fuldlængde-album under bandnavnet Arch/Matheos.

Bandet tæller i øvrigt også tre andre FW-kendinge: Frank Aresti (guitarist på FW's albums fra 1986-1996 samt på en del af de seneste turneer), Joey Vera (bassist i FW siden 1997) og Bobby Jarzombek (turnerende trommeslager for FW siden 2007 med undtagelse af "Parallels"-reunion-turneen i 2010).

Efter sit exit fra Fates Warning sidst i 1980'erne, aflagde Arch audition hos flere bands, men valgte i stedet for musikerlivet at etablere sig som møbelsnedker. Hans deltagelse på metalscenen har siden da været yderst sporadisk med en enkelt gæsteoptræden ved en FW-koncert sidst i 1990'erne og 2003-EP'en som eneste markante aktiviteter. Det bliver spændende at se, både hvad det kommende album kommer til at betyde for ham, og hvordan det påvirker Jim Matheos' tidligere annoncerede arbejde på nye albums med henholdsvis Fates Warning og OSI.